Han blev dræbt, fordi han var en sort mand på løbetur. Nu er far og søn dømt for mord

Et nævningeting ved en domstol i den amerikansk delstat Georgia har afgjort, at tre bevæbnede hvide mænd, der sidste år jagtede og dræbte den 25-årige sorte jogger Ahmaud Arbery, kendes skyldige i drab

Det var sønnen - Travis McMichael - der affyrede de dræbende skud i Brunswick i Georgia. Nu er han dømt for mord. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stephen B. Morton/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ahmaud Arbery elskede at løbe. I februar 2020 tog han sin sidste løbetur.

Som så mange gange før løb han ned ad en villavej i en forstad til Brunswick i Georgia. Denne gang blev han stoppet af Gregory og Travis McMichael - far og søn.

De to mænd mente, at Ahmaud Arbery måtte være den sorte mand, der angiveligt havde begået nogle indbrud på deres gade.

Far og søn besluttede sig for at foretage en civil anholdelse. De tog en pistol og et jagtgevær med sig, hoppede ind i en pick up-truck og begyndte at jagte Ahmaud Arbery, som forsøgte at løbe væk fra bilen. Da de to mænd indhentede Arbery kom det til en konfrontation, inden sønnen - Travis McMichael - på klos hold affyrede sin shotgun tre gange og dræbte den 25-årige løber.

Den unge løber havde ingen indbrud begået.

Gregory og Travis McMichael er netop dømt skyldige i mord. Det samme er deres nabo, som også deltog i den civile anholdelse.

De tre mænd risikerer fængsel på livstid.

Arkivfoto. Ahmaud Arbery. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT.

Sagen er blevet fulgt tæt i USA. De tre mænd alle er hvide, den dræbte er sort, og omstændighederne omkring drabet bliver set som et eklatant eksempel på, hvordan racefordomme fører til drab.

Ahmaud Arbery blev angrebet, »fordi han var en sort mand, der løb ned ad gaden,« sagde anklageren i sagen i retssalen tidligere denne uge.

Inden dommen havde sorte aktivister i Georgia udtrykt bekymring for sammensætningen af juryen. 11 af de 12 nævninger var hvide.