Guvernør bønfalder demonstranter, efter at to betjente er blevet skudt: »Vær søde at gå hjem«

Både Donald Trump og Joe Biden har hurtigt fordømt skyderiet mod to betjente natten til torsdag i Louisville i Kentucky.

Guvernøren i den amerikanske delstat Kentucky, Andy Beshear, beder demonstranter i Breonna Taylors hjemby, Louisville, om at gå hjem. »Der vil være mange gange i løbet af de kommende dage, hvor der vil være mulighed for at blive hørt, og så mange folk lytter lige nu,« siger han i en video, som han har lagt på Twitter. Fold sammen
Læs mere
Foto: John Sommers II/AFP/Ritzau Scanpix

Torsdag morgen sendte Kentuckys guvernør, Andy Beshear, en video ud på Twitter.

Efter at en storjury har besluttet ikke at rejse drabssigtelser mod de tre betjente, som i marts stormede Breonna Taylors lejlighed midt om natten og skød hende i en fejlslagen narkoransagning, er tusindvis af demonstranter gået på gaderne igen tværs over USA.

Og i Breonna Taylors hjemby, Louisville i Kentucky, udviklede det sig særdeles voldsomt, da to politibetjente blev skudt af en vred demonstrant natten til torsdag. Ingen af betjentene er i livsfare.

»Vi ved, at svaret på vold aldrig må være vold, og i aften tænker vi på de to betjente og deres familier,« siger Andy Beshear i videoen, inden han kommer med en klar opfordring til demonstranterne:

»Vær søde at gå hjem. Gå hjem i aften. Der vil være mange gange i løbet af de kommende dage, hvor der vil være mulighed for at blive hørt, og så mange folk lytter lige nu. Som jeres guvernør har jeg lovet, at jeg lytter. Men lad os sikre os, at vi ikke ser mere vold i aften,« siger han i videoen.

Politiet har pågrebet en mistænkt i skyderiet mod betjentene, men fra Louisvilles politichef, Robert Schroeder, lød det på et pressemøde natten til torsdag, at han var »meget bekymret for sine betjentes sikkerhed«.

Skyderiet har omgående mødt fordømmelse fra både Joe Biden og Donald Trump. På Twitter skriver præsidenten, at han »beder for de to politibetjente, som i aften blev skudt i Louisville i Kentucky« og tilbyder regeringens hjælp til at få ro på protesterne i byen.

»LOV OG ORDEN!« skriver han i et andet tweet.

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, skriver også på Twitter, at han og hans hustru, Jill Biden, vil holde betjentene i deres bønner og ønsker dem begge hurtig bedring.

»Selv midt i den enorme sorg og vrede, som dagens beslutning har skabt, er vold aldrig og må aldrig blive svaret. De, der deltager i den, må holdes ansvarlige,« skriver præsidentkandidaten.

Breonna Taylors død har ligesom George Floyds død i politiets varetægt været med til at udløse de mange protester mod racisme og politivold i USA. Den 26-årige sorte kvinde døde, da hun 13. marts blev skudt af politiet i sin lejlighed.

Tre civilklædte betjente stormede uden advarsel lejligheden i Louisville midt om natten for at gennemføre en narkoransagning. Der blev ikke fundet narkotika i lejligheden, og Breonna Taylor var ikke selv under mistanke.

Men hendes kæreste, som var lovligt registreret til at bære våben, skød mod betjentene, da de stormede lejligheden. Han har siden forklaret, at han troede, det var et indbrud. Da betjentene svarede igen med ild, ramte de Breonna Taylor med mindst seks skud.

Borgerrettighedsaktivisten og advokat for Breonna Taylors familie, Benjamin Crump, kalder juryens beslutning om ikke at sigte to af de betjente, der skød den 26-årige kvinde, for »vanvittig og fornærmende«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brandon Bell/AFP/Ritzau Scanpix.

Storjuryen har afgjort, at to af betjentene skød i selvforsvar, og de kan derfor ikke sigtes for Breonna Taylors død. Den tredje betjent, Brett Hankison, er blevet sigtet for at have skudt hensynsløst – ikke imod den 26-årige kvinde eller hendes kæreste, men mod nabolejligheder.

Storjuryens afgørelse fik øjeblikkeligt demonstranterne på gaden.

Benjamin Crump, en kendt borgerrettighedsaktivist og advokat for Taylors familie, kaldte juryens beslutning for både »vanvittig og fornærmende«.

»Hvor er det ironisk og typisk, at de eneste sigtelser, der bliver rejst i Breonna Taylors sag, er for skud, som er blevet affyret ind i den hvide nabos lejlighed, mens ingen sigtelser rejses for de skud, som er blevet affyret mod Bre eller hendes sorte naboers lejlighed.«

I sidste uge blev Taylors familie tilkendt en erstatningssum på 12 millioner dollar – svarende til omtrent 75 millioner kroner – i sagen om drabet på Breonna Taylor. De fik i øvrigt lovning på, at Louisville vil indføre omfattende politireformer, som skal sikre, at lignende hændelser ikke kan finde sted i byen igen.