Giulianis sorte sved løb med opmærksomheden. Nu kaldes hans TV-optræden om påstået valgfusk for »farlig«

Præsident Donald Trump fortsætter kampen for at blive på posten som præsident i USA. Torsdag sendte han sin juridiske rådgiver, Rudy Giuliani, på TV for at gentage påstandene om valgfusk. Det kaldes nu »de farligste minutter i amerikansk TV-historie« af Chris Krebs, den fyrede leder af valgsikkerhedsbureauet.

Rudy Giuliani ikke bare svedte. Han svedte, så lange sorte streger langsomt løb ned ad hans kind.

Der var nok også varmt dér i spotlightet, da præsident Donald Trumps juridiske rådgiver torsdag aften trådte frem på en pressekonference for – igen – at argumentere for, Donald Trump havde vundet præsidentvalget 3. november 2020.

Argumenterne på pressekonferencen var de samme, som vi har hørt i flere uger: Der står omfattende valgfusk med stemmerne bag, at den demokratiske præsidentkandidat, Joe Biden, af de fleste medier er blevet udpeget som vinder af valget.

»Jeg kan lugte ulovligheder,« lød det blandt andet fra Rudy Giuliani.

Beviser for påstandene om valgfusk kunne han og Trumps andre rådgivere dog stadig ikke lægge frem.

Lange sorte striber

Derfor var det i første omgang Rudy Giulianis svedige ansigt, som tiltrak sig mest opmærksomhed blandt de omkring 100 journalister, der var mødt frem for at høre argumenterne bag Trump-folkenes vedvarende påstande om valgfusk.

USAs præsident, Donald Trump, har kun vist sig få gange siden valgnederlaget. I stedet bruger han meget tid på at spille golf – når han da ikke Twitter ytrer sig om påstået svindel bag nederlaget. Joshua Roberts/Reuters/Ritzau Scanpix

For billederne viste, at Rudy Giuliani havde det varmt. Så varmt, at den hårfarve, den 76-årige Trump-rådgiver angiveligt benytter, blandede sig med hans sved og begyndte at trække striber ned over ansigtet.

Men selv om de sorte striber i hans ansigt har taget mange af overskrifterne efter pressekonferencen, har indholdet – eller manglen på beviser – endnu en gang fået mange til at reagere.

En af reaktionerne kommer fra Chris Krebs, den hidtidige leder af den amerikanske myndighed for valgsikkerhed. Han blev fyret af Donald Trump tidligere på ugen, fordi Krebs konkluderede, at valget havde været afviklet både sikkert og korrekt.

I et tweet konkluderede han, at han aldrig havde set noget lignende.

»Den pressekonference var den farligste én time og 45 minutter på TV i USAs historie. Måske den mest vanvittige. Hvis du ikke forstår, hvad jeg taler om, er du heldig,« skrev han i et tweet.

Også en af præsident Trumps mangeårige støtter, Geraldo Rivera fra den normalt så Trump-venlige TV-kanal Fox News, var rystet over seancen og de påstande fra Trump-holdet, som han netop havde overværet.

»Jeg elsker præsidenten, og jeg ønskede, at han skulle vinde valget. Men Rudy Giuliani, som jeg har kendt i flere årtier, var både bizar og ufokuseret,« konkluderede Fox-journalisten Geraldo Rivera for rullende kameraer efter pressekonferencen.

I staten Wisconsin er myndighederne i gang med at forberede genoptælling af stemmerne fra præsidentvalget. Ved valget for fire år siden vandt Donald Trump staten. Men denne gang blev Joe Biden vinder af den nordlige stat. Det vil Donald Trump nu have ændret og har indbetalt tre millioner dollar for at dække udgifterne til en genoptælling af stemmerne. Scott Olson/AFP/Ritzau Scanpix

De har talt og talt – Biden vinder stadig Georgia

En af de stater, som præsident Trump hævder, at han tabte på grund af valgsvindel, er staten Georgia.

Dér blev Joe Biden udpeget som vinder af statens valgmænd kort efter valget, men siden har stemmetællerne været i gang med manuelt at genoptælle og tjekke stemmesedlerne.

Natten til fredag kom resultatet så: Joe Biden vinder de 16 valgmandsstemmer i staten og ser p.t. ud til at stå tilbage med 306 valgmænd – 270 er nødvendige, når USAs næste præsident skal kåres.