Gider ikke være førstedame igen: Melania Trump gemmer sig for kameraerne

Mens rygterne svirrer om Donald Trumps mulige kandidatur til præsidentvalget i 2024, prøver Melania Trump at holde sig ude af rampelyset.

Melania Trump har tjekket ud af amerikansk politik og holder sig fra kameraerne. Her ses hun til en officiel begivenhed 20. januar i år. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALEX EDELMAN/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun var stille i forvejen.

Nu sænker tavsheden sig endnu mere over Melania Trump, den tidligere førstedame i USA. Hun har trukket sig fra rampelyset, siden hun forlod Det Hvide Hus i januar, skriver CNN.

Denne sommer er hun kun blevet set en gang i offentlighed, hvor hun blev indfanget af fotograferne. Det var i juli, da hun forlod Trump Tower i New York sammen med sin og Donald Trumps søn Barron.

Og hvis Donald Trump skulle have noget som helst håb om, at hun ville stå ved hans side, hvis han forsøger et comeback i 2024, kan han godt tro om. I hvert fald hvis man lytter til de anonyme kilder i artiklen fra CNN.

Melania Trump har angiveligt fortalt flere venner, at hun ikke har planer om at hjælpe ham med hans politiske ambitioner, og hun har ingen trang til atter at se flyttekasserne blive båret ind i Det Hvide Hus.

»Hun har ikke lyst til at være førstedame igen. For hende var det et kapitel – det er ovre, og det er slut,« siger en kilde, som havde et nært forhold til Melania Trump under Donald Trumps fireårige præsidentperiode.

Melania Trump har altid været notorisk pressesky. Som førstedame var hun med i mindre end fem interview på tv, og hun gav ingen interview til de trykte medier.

Da Donald Trump var på kampagnesporet i 2016, stillede hun sjældent op sammen med ham. Når Donald Trumps ansatte spurgte hende, sagde hun næsten altid nej.

»Til sidst stoppede vi helt med at spørge hende,« siger en ansat til CNN, der arbejdede i Trumps kampagnestab i de tidlige dage.

Og man vænnede sig til det. Faktisk betød det ikke så meget for Trump-vælgerne, forklarer en anden tidligere ansat.

»Trump-vælgerne sætter Melania Trump på en piedestal. De er imponerede over den måde, hun ser ud på, eller den måde, hvorpå hun ikke rigtigt udtrykker ideer eller holdninger, hvilket de tolker som stoicisme og loyalitet,« siger den ansatte.