USAs 41. præsident, republikaneren George H. W. Bush, var den eftertænksomme præsident fra 1989 til 1993. Hvis man spørger amerikanerne om deres indtryk af ham, så tøver de. For han fik kun fire år på posten og stod på mange områder i skyggen af sin forgænger, præsident Ronald Reagan, hvor Bush fungerede som vicepræsident. Et job han også udfyldte loyalt.
Bush var på mange måder klemt inde mellem den konservative ideolog Reagan og Bushs demokratiske efterfølger, den charmerende og karismatiske præsident Bill Clinton. I det krydsfelt blev hans eftermæle den solide, men meget lidt visionære præsident. George H. W. Bush tabte også valget i 1992 til Bill Clinton og blev dermed en engangspræsident, som Jimmy Carter blev det.
Men eftertiden har været mere nådig over for Bush Den Ældre, som han blev kaldt, da hans søn, Gerorge W. Bush blev præsident otte år senere. Ikke mindst hans andel i den tyske genforening efter Murens fald fremstår i historien som en af de ting, han gik i offensiven på at få gennemført på trods af Storbritanniens store modstand mod det projekt.
»Tysk nationalkarakter«
Bushs forhold til den daværende sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, var godt, mens man med stor undren så den daværende britiske premierminister, Margaret Thatcher, forsøge at overbevise Bush om, at den »tyske nationalkarakter« ikke tålte en genforening. Især fordi Thatcher i sin iver efter at bevare et delt Europa forsøgte at få Sovjetunionen til at tøve med at trække dets styrker for hurtigt ud af det daværende DDR. Ifølge hende ville det forcere en udvikling, man ikke kunne styre.
Bush støttede den daværende tyske forbundskansler, Helmut Kohl, og satte alt ind på, at Tyskland blev i NATO efter en genforening. Hvor utroligt det end kan lyde i dag, var det i de hektiske dage et spørgsmål, der blev rejst. Selv i tyske kredse var der et ønske om, at den tyske genforening ville betyde tysk neutralitet. Så Bushs diplomatiske evner gjorde, at han var med til at grundlægge det Europa, vi kender i dag med et forenet Tyskland i den vestlige forsvarsalliance.
Iraks invasion af Kuwait i 1990 var den anden internationale udfordring, Bush havde i sin periode. Han fik samlet en alliance, og USA gik i spidsen for at få drevet irakerne ud af Kuwait, hvilket lykkedes efter få dages krig i 1991. Men krigen efterlod en hård diskussion internt i Bushs regering, hvor der var kritik af præsidenten for ikke at have udvidet krigen til også at indbefatte ikke kun den sydlige del af Irak, men hele Irak og dermed få fjernet landets daværende leder, Saddam Hussein, fra magten.
Irak igen igen
Denne diskussion fortsatte helt frem til Bushs søn, George W. Bush, vandt præsidentvalget i 2001 og senere i 2003 invaderede Irak og fik fjernet Saddam Hussein. Det var en af konsekvenserne af terrorangrebet mod USA den 11. september 2001.
Bush afspejlede det, amerikanerne med stor respekt kalder for »Den Store Generation«. Den generation, der var vokset op under den store depression i 1930erne, og som var med i Anden Verdenskrig og med i opbygningen efter krigen og aktive under Den Kolde Krig mod Sovjeunionen. En generation, der »prøvede det hele«.
Bush var med i det meste i sit voksne liv. Han var kamppilot under krigen og blev skudt ned i 1944, men reddede livet som den eneste af de piloter, der blev skudt ned den dag. De øvrige blev brutalt slagtet og ædt af japanerne, fortalte en bog, der udkom i 2017.
Han blev aktiv i politik efter krigen først som medlem af Repræsentanternes Hus i 1960erne, formand for Det Republikanske Parti i Texas, formand for den magtfulde republikanske komité under Watergate-skandalen under præsident Richard Nixon og senere FN ambassadør, udsending til Kina, direktør for USAs centrale efterretningstjeneste CIA fra 1976 og så vicepræsident under Reagan for endelig at nå frem til kronen på værket som præsident i USA 1989-93.
»Read my lips«
Bush blev ikke valgt på løfter om store ændringer, men på at bevare det hans forgænger havde bygget op. Årsagen var også, at den amerikanske gældsætning var steget voldsomt siden 1980erne, så Bush var låst på en række fronter. Men i 1990 blev han upopulær blandt sine egne republikanske partimedlemmer, da han brød et valgløfte om ikke at hæve skatterne. Han indgik et kompromis med demokraterne i Kongressen om dels at skære en halv mia. dollar af budgettet og samtidig at hæve skatterne på forbrugsgoder i luksusklassen.
Det var formentlig en medvirkende årsag til, at han tabte valget til Clinton.
Han blev gift med Barbara Bush i 1945. De fik seks børn sammen, hvor præsident George W. Bush og hans bror, den tidligere præsidentkandidat Jeff Bush, er de mest kendte.
Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent
