Fra rapscenen til Det Hvide Hus. Kan Kanye West blive USAs nye præsident?

Kanye West skrev to linjer på Twitter, og så eksploderede internettet. Den kendte rapper vil nemlig stille op til det amerikanske præsidentvalg i 2020. Men hvad betyder det for Donald Trump og Joe Biden? Det kortlægger værterne i denne uges afsnit af Berlingskes »Kampagnesporet«.

 

Den verdenskendte rapper Kanye West støtter ikke længere præsident Donald Trump. Han vil nemlig selv være præsident nu.

»Vi må realisere USAs potentiale ved at stole på Gud, forene vores vision og bygge vores fremtid. Jeg stiller op som præsident,« skrev rapperen på Twitter, hvor opslaget har fået over en million likes.

Berlingskes podcast »Kampagnesporets« værter David Trads og folketingsmedlem Mads Fuglede (V) vurderer, at på trods af at der kun er fire måneder til valget, så kan han i princippet godt nå at indsende de nødvendige papirer og dermed komme på stemmesedlen.

Men chancen for, at han rent faktisk kan vinde valget, er meget minimal. Skeptikere argumenterer også for, at det er et PR-stunt for hans nye album, som snart udkommer.

Det har rapperen selv afvist i et interview med det amerikanske medie Forbes, hvor han siger, at han »vil give sit album væk gratis«.

Kanye West har allerede fået støtte af en kendt figur. Elon Musk, elbilproducenten Teslas grundlægger, har kommenteret Kanyes opslag: »Du har min fulde støtte.«

Hvilken betydning har det for de øvrige kandidater?

Det, som podcastens værter hæfter sig mest ved, er, hvorvidt udmeldingen er gode nyheder for Demokraterne eller for Donald Trump? Kanye Wests udmelding rejser to spørgsmål:

  1. Er det et minus for Demokraterne, at Kanye West er afroamerikaner, og dermed muligvis kan tiltrække mange afroamerikanske stemmer?
  2. Er det et minus for Donald Trump, at Kanye West er Republikaner?

Mads Fuglede er ikke overbevist om, at rapperen overhovedet kommer til at spille en rolle i forhold til Donald Trump og Joe Bidens valgkamp.

»Jeg tror ikke, at den indflydelse, han får, overhovedet kan måles,« lyder det fra værten, der beskriver Kanye West som »en galopperende egoist, der vil gøre hvad som helst for at få opmærksomhed«.

Han argumenterer for, at Kanye Wests vælgere hverken vil være Biden- eller Trump-tilhængere men derimod »friske stemmer«.

David Trads vurderer, at musikeren kan spille en rolle i valgkampen, når det gælder svingstater, hvor hver enkelt stemme kan være afgørende.

Hør ugens afsnit af »Kampagnesporet« her:

Og hør tidligere afsnit her: