Først var det heksejagt: Nu er Muellers rapport Trumps valgtrumf

USAs præsident har vedholdende kaldt Rusland-undersøgelsen en heksejagt. Nattens vælgermøde i Michigan viser dog tydeligt, at den nu bliver hans trumfkort hele vejen frem til præsidentvalget i 2020.

Donald Trump talte i nat foran sine støtter i Grand Rapids i den amerikanske stat Michigan. Joshua Roberts/Ritzau Scanpix

Natten til torsdag indtog Donald Trump talerstolen til et af sine stort anlagte vælgermøder for første gang, siden Robert Muellers Rusland-undersøgelse blev afleveret.

Undersøgelsens konklusioner lader til at være glimrende nyt for præsidenten, idet rapporten frifinder ham for aftalt spil med Rusland. Og Donald Trump anvendte ved vælgermødet i Michigan lejligheden til at lange hårdt ud efter Demokraterne – han var endnu hårdere i sin retorik, end han plejer, skriver blandt andre The New York Times og BBC.