Er amerikansk politik på vej ind i et kredsløb af vold?

Ophobningen af vrede i amerikansk politik er nu så stor, at vold er uundgåeligt. Og serien af brevbomber til bl.a. Obama, Clinton og Robert De Niro er et eksempel på det, siger eksperter. Så hvad gør USA ved det?

Præsident Trump ved et vælgermøde i Wisconsin natten til torsdag dansk tid – han gav medierne skylden for brevbomberne til bl.a. Obama og ægteparret Clinton. Fold sammen
Læs mere
Foto: Susan Walsh

Donald Trump siger, at »vold ikke har nogen plads i amerikansk politik«. Men her tager han fejl. Vold har altid haft en plads i amerikansk politik.

Eller næsten altid. Perioden siden slutningen af 1980erne har været en undtagelse, hvor amerikanerne også i politik har levet i mindre voldelige tider. Men spørgsmålet er nu, om de onde og ikke så gamle dage er tilbage? En højreaktivist kørte sidste år en politisk modstander ihjel i Charlottesville, en venstreaktivist skød og sårede en kongrespolitiker i Virginia, og i de seneste dage er brevbomber – eller bombeattrapper – blevet brugt til at terrorisere bl.a. Hillary Clinton, Barack Obama, George Soros og CNN.

USA er »nu fanget i en eskalerende trend,« som fører landet lige lukt ind i et kredsløb »af politisk vold«, advarer den kendte professor, Thomas Rid, fra Johns Hopkins University på Twitter. Der er en risiko for, at »den civile orden« i USA bryder sammen, mener han, og brevbomberne er et tegn på det.

Rap Brown, militant aktivist.

»Vold er så amerikansk som kirsebærtærte«


Konstant vold

Det er i givet fald en tilbagevenden til den uhyggelige basrytme i amerikansk politik. I de seneste 150 år er fire amerikanske præsidenter blevet dræbt og mindst syv præsidenter forsøgt dræbt. Præsidentkandidater, andre politikere og politiske aktivister er rutinemæssigt blevet slået ihjel, og drabene har ofte været det, som sendte amerikansk historie i en anden retning. Drabet på Lincoln i 1865 dræbte opgøret med apartheidpolitikken i Sydstaterne; drabet på Kennedy i 1963 dræbte den sidste forhindring for at sende amerikanske tropper til Vietnam.

»Vold er så amerikansk som kirsebærtærte,« forsvarede den militante sorte aktivist H. Rap Brown brugen af politisk vold, og i sin antologi »American Violence« beskrev historikeren Richard Hofstadter, hvordan amerikanerne elskede at glemme, at vold var en uforanderlig faktor gennem landets historie.

Vrede

Men i 1980erne blev det bedre. Det sidste alvorlige attentatforsøg på en præsident var i 1981 – mod Ronald Reagan – og både det amerikanske samfund og også amerikansk politik har siden været mindre voldelig.

Så – hvis pessimisterne har ret – hvorfor ændrer det sig nu?

En forklaring kan være akkumulationen af vrede, som to canadiske psykologer i 2013 beskrev i deres undersøgelse »Disgust facilitates outgroup dehumanization«. Når politikere fører politik på vrede og umenneskeliggør deres politiske modstandere, stiger risikoen for politisk vold i takt med den retoriske eskalation, fastslog de. Det er meget nemmere at køre en modstander ned, skyde ham eller sende bomber til hende, når modstanderen er »foragtet og umenneskeliggjort«.

Politik har siden 1980erne været mere fredelig, fordi den politiske debat siden 1980erne har været mindre vred. Og det er, hvad der nu ændrer sig, som tilhængere af Thomas Rids voldsteori vil sige: Vreden og den politiske brug af vrede fører til politisk vold og mod-vold og endnu mere vold; og de sociale medier holder vreden og dermed volden ved lige. Det vil uundgåeligt føre til en cyklus af vold, og det er, hvad USA er på vej ind, eller med en parafrase. Vold er politik, bare med andre midler.

Andre tvivler på den dystre forudsigelse, bl.a. professor Sam Greene fra Kings College London. En voldelig konflikt kræver to parter, og det er der ikke, for Demokraterne bruger »ikke vold som politisk mobilisering på samme måde, som den amerikanske højrefløj gør«, skriver han i en tråd på Twitter. Demokraterne mobiliserer politisk, og den aktivisme – kombineret med de demografiske og økonomiske forandringer i USA – vil tvinge Republikanerne til at opgive Trumps »hvide identitetspolitik,« mener han.

Men uanset hvilken teori, man tror på - og hvis man mener, at »vold har ingen plads i amerikansk politik« – så ender volden samme sted, som freden begynder. Med mindre vrede.