En video fra golfbanen sætter gang i Trump-spekulationer: Indikerer, at han vil genopstille i 2024

Donald Trump har aldrig sagt direkte, at han stiller op igen. Men flere gange har han indikeret det.

 
Video: Twitter: @patriottakes Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Donald Trump antyder atter kraftigt, at han har tænkt sig at genopstille til præsidentposten i USA.

En video, som er gået viralt på de sociale medier, viser Donald Trump på golfbanen med en gruppe bekendte.

Da Donald Trump gør klar til at slå ud, kan man høre en af hans golfpartnere sige:

»Nu på tee'en: USAs 45. præsident.«

Donald Trump retter ham straks.

»Den 45. og 47.«

Dermed indikerer han altså, at han vil være USAs næste præsident. På videoen kan man høre hans golfpartnere klappe af kommentaren.

Lige siden Donald Trump forlod Det Hvide Hus, har der været spekuleret i, om han har tænkt sig at genopstille.

Gentagne meningsmålinger har vist, at han stadig med afstand er den mest populære kandidat blandt de republikanske vælgere.

Donald Trump har aldrig sagt direkte, at han har planer om at genopstille. Men flere gange har han indikeret det. Blandt andet da han blev spurgt i et interview af sin gode ven og Fox News-stjerne Sean Hannity.

»Jeg ville elske at svare på det spørgsmål. Men lad mig sige det på denne her måde. Jeg tror, at du vil blive glad, jeg tror, at mange af vores venner vil blive glade. Men jeg må ikke svare på det, hvilket gør det meget vanskeligt for mig,« sagde ekspræsidenten.

Donald Trump hævder, at kampagneregler gør det umuligt for ham at annoncere sit kandidatur, men det er uvist, hvilke regler han hentyder til.

Ifølge avisen Washington Post, som har talt med anonyme kilder tæt på Donald Trump, ønskede han allerede i august at annoncere sit kandidatur. Hans rådgivere talte ham dog fra det, da de mente, at det var strategisk klogere at vente med at udløse spændingen, skriver avisen.

Donald Trump holder hele Det Republikanske Parti i et jerngreb, mens der ventes på hans endelige beslutning.

Ingen andre ambitiøse republikanske politikere tør lufte deres ambitioner om at blive præsident af frygt for at træde Trump over tæerne eller for at blive kørt midt over til de republikanske primærvalg, hvis Trump stiller op.