Én ud af fem indlagte i USA er unge. Trumps epidemichef omtaler det som et udfordrende mysterium

USA ser yngre, der bliver meget syge og indlægges, herunder nogle der dør af coronavirusset. »Der foregår noget, som vi forhåbentlig i sidste ende finder ud af, hvad er,« siger Anthony Fauci, USAs epidemichef. WHO advarer på baggrund af data fra Europa om, at selv yngre uden kroniske lidelser er døde af covid-19.

 
Coronavirus har ramt USA, og Trumps kurs har fået hård kritik. Kilder: Reuters, Ritzau Scanpix, redigering: Caroline Nørkjær Fold sammen
Læs mere

Ben Luderers' død af coronavirus er et mysterium.

Den 30-årige skolelærer var ikke overrasket eller bange for at være smittet, eftersom hans kone Brandy var testet positiv for coronavirus få dage tidligere stort set uden at være syg. Ben Luderers havde heller ikke kroniske lidelser, som skulle gøre ham bekymret. Men hans tilstand blev hurtigt forværret.

Han fik sværere ved at trække vejret.

»Han var virkelig bekymret,« fortæller Brandy til CNN. »Han kom ind i vores soveværelse, hvor jeg lå på sengen, og han sagde, at han måtte på hospitalet.«

På hospitalet fik han ilt, og de gav ham væske og smertestillende og sendte ham derefter hjem samme aften med en besked om blot at gøre, hvad han plejede derhjemme.

Anthony Fauci, præsidentens epidemichef

»Nogle af dem, bingo, så er de på en respirator «


Den følgende søndag følte han sig bedre og viste ifølge sin kone tegn på forbedring. Ben Luderes stod op af sengen og spiste middag for første gang.

Men samme aften vendte hans symptomer tilbage. Nætterne havde i forvejen været de sværeste for ham. Han havde svedeture, og det var svært for ham at få vejret.

Denne nat, hvor han lå i sengen og hun på sofaen, havde han det sværere, men de to sendte SMSer frem og tilbage til hinanden.

Hun tjekkede gennem døren og også klokken to om natten, og han trak fortsat vejret, fortæller hun videre til CNN. Men da hun vågnede klokken seks om morgenen, fandt hun sin mand livløs i sengen.

Men historien er slet ikke så enestående, som den lyder.

WHO ser bekymrende udvikling

For godt nok er fortællingen, at det reelt kun er ældre med allerede eksisterende lidelser, som dør af covid-19.

Men både WHO og USA ser en udvikling, der bekymrer, og som for folkesundhedseksperter er et mysterium.

For selv om yngre dør langt sjældnere af coronavirus end ældre, så tegner der sig i dag et mønster, hvor selv yngre helt raske bliver meget syge og må indlægges. Og nogle af dem dør.

I en analyse foretaget af de amerikanske sundhedsmyndigheder af 2.249 patienter var 29 procent af dem mellem 20 og 44 år, mens 18 procent var mellem 45 og 54 år.

Og af dem, der var så hårdt medtaget, at de blev indlagt på hospitalet, var 20 procent mellem 20 og 44 år og 18 procent mellem 45 og 54 år.

»Man har så mange mennesker, som har det godt, og så er der nogle af dem, bingo, så er de i respirator,« siger Anthony Fauci, USAs epidemichef og præsident Trumps toprådgiver, til CNN.

»Jeg tror ikke, at det kun er, hvis man er ældre, eller hvis man har underliggende forhold. Der foregår noget, som vi forhåbentlig i sidste ende finder ud af, hvad er.«

Maria Van Kerkhove, WHO

»Vi ser data fra en række lande overalt i Europa, hvor yngre mennesker er døde. Nogle af disse har haft underliggende forhold, men andre har ikke«


WHO advarede også for få dage siden om, at flere yngre mennesker bliver alvorligt syge og dør af covid-19, selv om det primært gælder ældre.

»Vi ser data fra en række lande overalt i Europa, hvor yngre mennesker er døde. Nogle af disse har haft underliggende forhold, men andre har ikke,« sagde Maria Van Kerkhove, leder af WHOs afdeling for udviklende sygdomme, ifølge CNBC.

»Vi ser i nogle lande, at der er individer, der er i 30erne, 40erne og 50erne, som er i intensiv behandling og dør.«

Meget forbliver ukendt om virussen, herunder hvorfor den udvikler sig så aggressivt hos nogle, men ikke hos andre, og derfor forsøger forskere over hele verden lige nu at samle kliniske data for at blive klogere på sygdommen.

CNN har ud fra eksperters viden opridset en række muligheder.

Måske kan det skyldes, at yngre tror, at de er sundere og mere uimodtagelige for sygdommen, hvorfor de ikke holder social distance, og dermed udsættes de for meget mere smitte end andre fra omgivelserne.

Måske kan det skyldes en genvariation, der gør det lettere eller sværere for virussen at komme ind i lungeceller hos forskellige mennesker.

Eller måske skyldes det, at en kritisk ingrediens produceret af kroppen, som giver lungerne bedre mulighed for at trække sig ind og ud, fungerer dårligt eller slet ikke hos nogle patienter inficeret med coronavirus.

Endelig kan det også være, at nogle unge, raske mennesker har et meget reaktivt immunsystem, der fører til en massiv inflammatorisk storm, som kan overvælde lungerne og andre organer.

Det høje antal indlæggelser af yngre kan - måske - også hænge sammen med, at relativt mange amerikanere er overvægtige og har sukkersyge. Men det kan ikke forklare, hvorfor nogle yngre, der er uden kroniske lidelser såsom sukkersyge, dør.

Ifølge WHO har 10 til 15 procent af alle i intensiv behandling i Italien været under 50 år. I Sydkorea har en ud af seks omkomne af covid-19 været under 60 år.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.