Ekspert om Trumps kolde fødder: Viser, hvor tæt vi er på krig

Trump fortrød torsdag efter sigende i sidste øjeblik et angreb på Iran.(Photo by MANDEL NGAN / AFP) Fold sammen
Læs mere
Foto: MANDEL NGAN

Donald Trump nåede at give kampfly og krigsskibe tilladelse til at gøre sig klar til en gengældelsesaktion mod Iran, før han fik kolde fødder og ombestemte sig.

Det skriver han selv på twitter:

»Krigstrommerne har lydt længe, og det her viser virkelig, hvor tæt vi er på krig.«

Sådan siger Helle Malmvig, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, om New York Times' historie om, at Donald Trump torsdag i sidste øjeblik afblæste et angreb på Iran.

Ifølge det amerikanske medie var de amerikanske militærfly allerede i luften og krigsskibene på plads, da Trump klokken 19 lokal tid fortrød sin beslutning.

»Det er virkelig sent at fortryde. Det er temmelig usædvanligt og bestemt ikke betryggende at se den form for slingrekurs,« lyder det fra Helle Malmvig.

Ifølge seniorforskeren stemmer den akutte fortrydelse dog overens med Trumps personlighed.

»Han vil gerne vise et billede af, at han er 'tough' (stærk, red.), men han er kommet med udtalelser, der er stukket i alle retninger. Det ene øjeblik truer han med at udradere Iran, mens han det andet opfordrer til snak og påpeger, at han ikke vil have en krig.«

Helle Malmvig påpeger, at det bliver interessant at følge med i, hvordan de to lande reagerer i kølvandet på, at historien om nær-angrebet er kommet ud.

Trump fortrød torsdag efter sigende i sidste øjeblik et angreb på Iran. Fold sammen
Læs mere
Foto: MANDEL NGAN.

»Det er rigtig farligt nu. Det er i forvejen en ekstremt anspændt situation, og nu har Trump blinket, hvilket betyder, at han skal lave en kæmpe tilbagetrækning for at komme Iran i møde, hvis situationen ikke skal eskalere,« siger hun og fortsætter:

»Men hvis man kender Trumps temperament, så sker det nok ikke. Og hvis Iran hele tiden skal gå rundt med en fornemmelse af, at et angreb er forestående, så er der en stor risiko for, at de vil reagere voldsomt.«

Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Strategi under Forsvarsakademiet, tror ikke, at lige-ved-og-næsten-angrebet umiddelbart starter en krig.

Han vurderer, at angrebet bevidst kan være lækket som et signal fra amerikanerne om, at Iran skal stoppe med deres narrestreger.

Iran menes at have nedskudt en amerikansk drone 20. juni 2019. Iransk stats-tv mener at vide, at det skulle være en RQ Global Hawk-drone, fortæller ABC News. Her ses en RQ Global Hawk-drone på Eielson Air Force Base i Alaska i USA 16. august 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Airman 1st Class Tristan Viglian.

»Det sender et signal til iranerne om, at næste gang, så sker det altså, og der er ingen tvivl om, at Iran nu vil overveje, om de tør skyde den næste amerikanske drone ned,« siger han og fortsætter:

»Uanset om der har været reelle uenigheder, eller om det var et velovervejet og bevidst træk, så får det her iranerne til at tænke som vanvittige. Er den amerikanske præsident utilregnelig, og er han blevet stoppet i sidste øjeblik? Eller angriber USA rent faktisk næste gang?«

Ifølge planen skulle angrebet have fundet sted fredag morgen umiddelbart før daggry for at minimere eventuelle civile og militære tab.

New York Times' oplysninger stammer fra anonyme, højtstående amerikanske embedsmænd, men er ikke blevet bekræftet af officielle kilder.

Hverken Det Hvide Hus eller Pentagon har på nuværende tidspunkt ønsket at kommentere historien.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen vil USA have rig mulighed for at slå til, hvis de reelt beslutter sig for at gå til angreb på Iran.

»De har fly på hangarskibe i regionen og både fly og missiler på baser rundt omkring i regionen, så de har masser af muligheder, hvis det handler om et begrænset angreb.«

Forholdet mellem Iran og USA har længe været anspændt, men eskalerede torsdag, da et iransk jord-til-luftmissil nedskød en amerikansk drone over Hormuzstrædet. Ifølge Iran krænkede dronen iransk luftrum, mens USA påstår, at dronen befandt sig i internationalt luftrum.

To skibe blev i sidste uge angrebet i Omanbugten. USA har givet Iran skylden. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT.

Efter nedskydningen skrev Trump, at 'Iran havde begået en rigtig stor fejl' på Twitter. Han afdramatiserede dog efterfølgende hændelsen ved at sige, at dronen nok blev skudt ned af en 'ukoncentreret og dum' person.

Foruden dronenedskydningen påstår den amerikanske efterretningstjeneste også, at Iran stod bag angrebet på et norsk tankskib i Omanbugten i sidste uge.

Indtil videre har ingen mennesker mistet livet i stridighederne mellem de to lande. Hvis det når så langt, så bliver det en yderst problematisk situation, vurderer Peter Viggo Jakobsen.

»Begge parter har undgået at slå hinandens soldater ihjel, for hvis det ender der, vil det ende ud i en hævnaktion, og så kan det gå rigtig galt. Men indtil videre handler det her for begge lande om at sende et signal og om at presse hinanden mest muligt med minimal skade som følge.«