Drama før historisk afstemning om rigsret i dag – selv flere af Trumps egne topfolk har fået nok: »Aldrig er der begået større forræderi«

USAs vicepræsident, Mike Pence, afviser at afsætte præsident Donald Trump ved at påberåbe sig en særlig paragraf i forfatningen. Men selv Mitch McConnell, Senatets toprepublikaner, ser ifølge The New York Times nu gerne en rigsretssag for at få udrenset Trump fra partiet.

Demokraternes pres for i dag at rejse en rigsretssag mod Donald Trump tog en dramatisk drejning sent tirsdag, da flere højtstående republikanere meddelte, at de vil stemme for efter præsidentens voldelige støtters stormløb på Kongressen i sidste uge.

»USAs præsident indkaldte denne pøbel, samlede denne pøbel og tændte flammen for dette angreb. Aldrig er der begået større forræderi af en amerikansk præsident,« lød det i en erklæring fra Liz Cheney, den tredjehøjest rangerende republikaner i Repræsentanternes Hus. Og der var mange flere dårlige nyheder for Trump.