Donald Trump sagsøger Hillary Clinton

Trumps sagsanlæg kommer dagen efter, at en anklager i New York udtalte, at han mener, at Trump er »skyldig i adskillige forbrydelser«.

Bølgerne gik højt, da Trump og Clinton stødte sammen i valgkampen i 2016. Nu har den tidligere præsident sagsøgt sin modstander. (Arkivfoto) PAUL J. RICHARDS

Watergate-skandalen blegner i sammenligning.

Sådan lyder det fra Donald Trump, der nu anklager sin tidligere modkandidat i præsidentvalgkampen, Hillary Clinton, for at have svindlet under valgkampen.

Faktisk mener Trump, at Clinton og hendes stab forfalskede og bedrog i en grad, at han torsdag valgte at lægge sag an mod hende.

Og det er ikke kun den tidligere demokratiske præsidentkandidat, som Trump vil hive i retten.

Også Den Demokratiske Nationalkomité og andre personer, der var knyttet til undersøgelsen af den formodede russiske indblanding i valget i 2016, er omfattet af sagsanlægget.

Det skriver flere amerikanske medier, blandt dem Washington Post.

»I tiden op til præsidentvalget i 2016 orkestrerede Hillary Clinton og hendes kupaner et utænkeligt plot – et, der chokerer samvittigheden og er en krænkelse af denne nations demokrati,« lyder det blandt andet i den 108 sider lange anklage.

Trump mener, at Clinton sammen med blandt andre tidligere FBI-chef James Comey lavede en ondsindet konspiration og »en falsk fortælling om, at deres republikanske modstander, Donald J. Trump, samarbejdede med en fjendtlig udenlandsk suverænitet.«

Bølgerne gik højt, da Trump og Clinton stødte sammen i valgkampen i 2016. Nu har den tidligere præsident sagsøgt sin modstander. (Arkivfoto) PAUL J. RICHARDS

Sagsanlæggets påstand er, at Clinton og andre demokrater, som var »forblændede af politiske ambitioner,« planlagde plottet for af sprede falske informationer om Trump med det ene formål »at ødelægge hans liv, hans politiske karriere og fuske med 2016-præsidentvalget til fordel for Hillary Clinton.«

Som bekendt endte valgkampen med sejr til Donald Trump, og mistanken om russisk indblanding i valget blev senere genstand for den såkaldte Ruslands-undersøgelse i Mueller-rapporten.

Trumps sagsanlæg kommer dagen efter, at en anklager i New York udtalte, at han mener, at Trump er »skyldig i adskillige forbrydelser« i sine forretninger på trods af, at distriktsadvokaten på Manhattan valget ikke at rejse tiltale.

Den særlige anklager Robert Mueller konkluderede i 2019, at russerne forsøgte at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Mueller understregede, at han ikke frikendte den daværende præsident, og påpegede flere forbindelser mellem Trumps folk og Moskva.

Der blev dog ikke fundet beviser for, at Donald Trump eller folk omkring ham samarbejdede med russerne om sagen.