Donald Trump kaster alt ind for at stoppe den bølge af asylansøgere, der søger asyl på USAs sydvestlige grænse.
Præsidentens seneste tiltag er til hans store vrede blevet afvist af en dommer. Det skete, da den føderale californiske dommer Richard Seeborg blokerede for et tiltag fra Trump-administrationen – et tiltag, der krævede, at asylansøgere skal opholde sig i Mexico, mens de får behandlet deres asylsager af de amerikanske myndigheder.
Flere hundrede asylansøgere er den seneste tid blevet sendt retur til Mexico, efter at de har søgt asyl ved grænsen.
Dommer Seeborg fastslår i sin afgørelse, at den nye politik angiveligt er i strid med den juridiske beskyttelse, som indvandrere nyder »for ikke at blive returneret til unødigt farlige omstændigheder«.
Afgørelsen er et stort nederlag for Donald Trump, og præsidenten er da også rasende.
»En dommer fra 9. kreds har afgjort, at Mexico er for farlig for immigranter,« skriver Donald Trump på Twitter. »Så urimeligt over for USA. UDE AF KONTROL!«
American Civil Liberties Union (ACLU), en af grupperne bag søgsmålet, jubler til gengæld over afgørelsen og kalder den ifølge Washington Post for en »meget vigtig afgørelse« i forhold til Trump-administrationens nye politik om at forbyde asylansøgere at sætte fod på amerikansk jord.
Trump-administrationens tiltag blev iværksat i januar. De seneste måneder har asylsystemet været på bristepunktet, og myndighederne har haft svært ved at finde sengepladser til de mange, der søger asyl.
I februar blev 76.000 immigranter, heraf 7.000 uledsagede børn, tilbageholdt ved grænsen, hvilket var det højeste antal siden 2008. I marts steg antallet af asylansøgere ved grænsen til over 100.000.
Ansøgerne kommer ikke mindst fra mellemamerikanske lande som Honduras og Guatemala, hvorfra mange flygter fra fattigdom, men også fra kriminelle bander.
Donald Trump har gjort det klart, at han op til præsidentvalget i 2020 ganske som i 2016 vil gøre en striks indvandringspolitik til et afgørende tema.
I 2016 var et af Donald Trumps store valgløfter at rejse en mur langs grænsen til Mexico – en mur, som Kongressen har afvist at finansiere, hvorfor Donald Trump har erklæret undtagelsestilstand med det formål at flytte midler fra forsvaret over til et byggeri af muren – uden om Kongressen.

I sidste uge truede Donald Trump desuden Mexico med at lukke grænsen for at tvinge sin sydlige nabo til at stoppe de mange asylansøgere syd for grænsen. Efter kraftige advarsler fra partifæller og amerikansk erhvervsliv har præsidenten dog umiddelbart afholdt sig fra denne løsning, idet den vil koste USA dyrt.
Grænsen mellem USA og Mexico er en af de travleste i verden. Næsten 30 millioner lastbiler, jernbanevogne og containere krydser hvert år grænsen, og det samme gør 400 millioner rejsende.
Donald Trumps kontante udmeldinger spiller godt i forhold til præsidentens base af hvide vælgere.
Et opgør i Donald Trumps administration sender dog også et signal om, hvad der er i vente med hensyn til en skærpelse af kursen over for indvandring.
I fredags afskedigede præsidenten uden varsel Ronald Vitello, som Donald Trump selv havde nomineret til at stå i spidsen for USA immigrationsagentur, der er centralt i forhold til tilbageholdelser af grænsekrydsere og deporteringer af illegale immigranter.
Ronald Vitello har 30 års erfaring i grænsekontrol. Donald Trump meddelte, at han ville have en anden person på posten, fordi han vil i en mere »restriktiv retning«. Vitello skulle i fredags have været med præsidenten på rejse til grænseområdet. I sidste øjeblik blev det så besluttet, at Ronald Vitello alligevel ikke skulle med på turen.
»Vores land er fyldt,« skrev Trump på Twitter efter sit besøg på grænsen til Mexico.
Søndag gik Kirstjen Nielsen, ministeren med ansvar for grænsen, af. Også selv om hun har forsvaret Donald Trumps »nul tolerance-politik«, som sidste år førte til, at 2.700 børn efter at have krydset den sydvestlige grænse til USA til stor debat blev adskilt fra forældrene.
Donald Trump har længe været utilfreds med, at Kirstjen Nielsen ikke var tilstrækkelig kontant. Ifølge flere amerikanske medier læner præsidenten sig nu ikke mindst op af seniorrådgiveren Stephen Miller, der ses som arkitekten bag Trumps indvandringspolitik.
Den går på at give indvandrerforældre et valg mellem frivilligt at lade sig adskille fra børnene eller at give afkald på børnenes humanitære beskyttelse, hvorefter familien samlet kan tilbageholdes på ubestemt tid under fængselslignende forhold.
Forsvarere af indvandring mener, at ideen er umenneskelig og forsikrer, at lovligheden i givet fald vil blive testet ved domstolene.
Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA