Donald Trump har udråbt sig selv som vinder - nu tager loyale støtter skarp afstand

Det er endnu alt for tidligt at sige, hvem der bliver USAs præsident. Alligevel har Donald Trump erklæret sejr og truer med at tage valget til højesteret. Situationen er letantændelig og »Trump har lige smidt en tændstik,« lyder det fra Fox-vært.

Det amerikanske præsidentvalg er slet, slet ikke afgjort endnu. Men Donald Trump har midt om natten amerikansk tid holdt den tale, som mange frygtede:

Han hævder, at der er foregået »snyd,« og at hans modstandere forsøger at »stjæle« valget fra ham. Fra scenen i Det Hvide Hus truede han med at gå til højesteret i et forsøg på at stoppe optællingen.

Præsidenten påstod bl.a., at han »vinder« i de afgørende stater i Midtvesten: Pennsylvania, Michigan og Wisconsin.

I virkeligheden mangler millioner af stemmer endnu at blive talt op, og der kan gå flere dage, før vi har en vinder.

»Vi vil have al stemmeoptælling til at stoppe. Vi vil ikke have dem til at finde nogle stemmesedler klokken fire om morgenen og tilføje dem til listen,« sagde Donald Trump i sin tale.

»Vi har allerede vundet.«

»Trump har lige smidt en tændstik«

Der lød store klapsalver i Det Hvide Hus under talen. Men kort efter tog flere konservative profiler skarpt afstand fra præsidentens budskab og påstande.

Fox News-værten Chris Wallace kalder det et mareridtsscenarie for højesteret, hvis de ni dommere reelt bliver bedt om at udpege en vinder af præsidentvalget.

»Dette er en ekstrem brandfarlig situation, og præsident Trump har lige smidt en tændstik ind i den. Han har ikke vundet de stater,« sagde Chris Wallace med henvisning til Trumps tale.

Også Ben Shapiro, en af de mest indflydelsesrige konservative talkshow-værter i USA har kritiseret præsidenten:

»Nej, Trump har ikke allerede vundet valget, og det er dybt uansvarligt for ham at sige, at han har,« skrev han straks efter Trumps tale på Twitter.

Det samme mener republikaneren Chris Christie, der er tidligere New Jersey-guvernør og en fast del af Trumps inderkreds.

»Jeg er uenig i, hvad Trump har gjort i aften,« siger Chris Christie på tv-stationen ABC og kalder det en »dårlig strategisk og politisk beslutning«.

Mens USA og hele verden venter på valgresultatet, spules fortovet foran en af de mange butikker i Washington D.C., der er barrikaderet for at undgå knuste ruder, hvis der opstår uro i gaderne.  Soren Bidstrup

En vigtig sejr - og tre ubekendte

Tidligere på natten vandt Donald Trump en ekstremt vigtig sejr i Florida. Havde Donald Trump ikke vundet Florida, havde det været slut for ham.

Præsidenten har desuden vundet Ohio og Texas, hvor meningsmålingerne forud for valget spåede tæt løb.

Der kan dog stadig gå dage, før vi får et endeligt resultat. Meget kommer til at afhænge af de tre stater i Midtvesten - Pennsylvania, Michigan og Wisconsin - som Donald Trump vandt snævert ved seneste valg. Meningsmålingerne har inden valget indikeret, at Biden fører de stater.

Med henholdsvis 72 procent (Michigan), 74 procent (Pennsylvania) og 83 procent (Wisconsin) af stemmerne optalt fører Donald Trump foreløbig i to ud af tre af staterne. Men på grund af de mange uoptalte brevstemmer kan man reelt ikke vurdere noget på baggrund af de foreløbige optællinger.

I Pennsylvania er optællingen stoppet for natten.

Ingen jordskredssejr

Inden valget blev der talt om muligheden for en jordskredssejr til Joe Biden. Det tyder intet på lige nu.

Joe Biden har dog vundet Arizona, som Donald Trump vandt i 2016, og som har stemt republikansk ved hvert valg siden 1996. Han har også vundet én afgørende valgmand i Nebraska, som medfører, at han nok »kun« behøver vinde Michigan og Wisconsin i Midtvesten for at blive præsident, mens han kan tåle at tabe Pennsylvania.

Optællingen er lige nu også i gang i flere andre vigtige nøglestater – blandt andet North Carolina og Georgia. Donald Trump fører i alle stater, men det er endnu for tidligt at spå om en vinder.

Med de stater, der er afgjort på nuværende tidspunkt, har Joe Biden 238 valgmænd, mens Donald Trump har 213. En kandidat skal bruge 270 valgmænd for at blive præsident.

Valgdeltagelsen forventes at blive historisk høj.

Hør Donald Trumps fulde tale fra onsdag morgen, hvor han erklærer sig selv som vinder af det amerikanske præsidentvalg: