Hvis du slår ordet hipster op i et leksikon, kunne der sagtens dukke et billede op af Mark Van Landuyt. Iført skovmandsskjorte, fuldskæg og sågar et mundbind, der er fremstillet af bæredygtigt genbrugsstof, ligner han prototypen på én, der stemmer et stykke til venstre for midten. Og det er præcis, hvad han gør.
Han er en af dem, Donald Trump tordner mod, når præsidenten skælder ud på the radical left, og Mark Van Landuyt tager kritikken som et hæderstegn. Når Trump beskylder Joe Biden for at ville underkaste sig den yderste venstrefløj, håber Mark Van Landuyt inderligt, at Trump får ret.