Det var Trumps argument for, at han havde vundet valget. Nu er tallene offentliggjort – og taler ikke til hans fordel

Da Donald Trump tabte staten Georgia ved præsidentvalget sidste år, var han ikke sen til at forklare det med valgfusk. Over 5.000 døde amerikaneres valgkort var blevet misbrugt, hævdede han. Nu kender vi det faktiske antal.

 
I en tale fra Det Hvide Hus 2. december gentog Trump endnu en gang beskyldningerne om valgsvindel. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Geertsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da nederlaget var en realitet, var Donald Trump klar med en forklaring på, hvorfor Republikanerne havde tabt Georgia til Demokraterne.

Forklaringen lød, at demokratiske vælgere havde fusket med stemmerne. Det var lykkedes dem at snyde med stemmerne, så 5.000 afdøde havde stemt ved valget.

Allerede sidste efterår blev argumentet skudt ned, men nu kender vi det faktisk antal – og det taler bestemt ikke til Trumps fordel.

Trump ramte forkert med 4.996 personer. For det reelle tal for afdøde personer, der stemte ved valget, var i praksis kun på fire.

Det bekræfter embedsmænd til avisen Atlanta Journal-Constitution.

I de fire tilfælde er der tale om, at familiemedlemmer til de afdøde stemte på deres vegne.

I et af tilfældene brevstemte en enke på vegne af sin afdøde mand, der var død to måneder inden valgdagen. Hun forsøgte at stemme på Republikanerne, da hun vidste, at det var det parti, som hendes afdøde mand ville have stemt på, skriver The Guardian.

Om det var Republikanerne eller Demokraterne, som familiemedlemmer til de tre andre afdøde stemte på, er ikke oplyst.

Familiemedlemmerne til de fire afdøde kan nu se frem til en bøde.

Find stemmerne

Selv hvis Trump havde skudt rigtigt med de 5.000 falske stemmer, ville det ikke have været nok til, at han havde vundet staten. Præsident Joe Biden vandt Georgia med 12.000 stemmer.

Alligevel var Trumps desperation åbenlys.

Efter valget ringede han til ​den valgansvarlige i Georgia, Brad Raffensperger, som han smigrede, bønfaldt og truede til at »finde« nok stemmer til at give ham sejren og omgøre valgresultatet.

»Døde mennesker stemte, og jeg tror, ​​tallet er tæt på 5.000 mennesker,« forsøgte Trump at forklare Raffensperger, der blankt afviste Trumps appel.

Trump hævdede også, at »et enormt antal døde mennesker« stemte i Michigan:

»Jeg tror, ​​det var 18.000. Et ufatteligt højt tal.«

Raffensperger skulle have svaret, at kun to stemmer fra afdøde var talt med i Georgia, men det var ikke nok til at overbevise Trump:

»Der er ikke noget i vejen med at sige, at du ved, øh, at du har regnet på det igen.«

Opkaldet fik ikke den ønskede effekt, og i stedet måtte Trump se sig anklaget for at have brudt valgloven.

Han opgav dog ikke ideen om valgfusk, og få dage efter opkaldet skete angrebet på Kongressen, hvor flere mennesker mistede livet.

Trump-tilhængere gik 6. januar til angreb på Kongressen, da de forsøgte at omgøre valget.