Det ligner begyndelsen på en oprustning som under Den Kolde Krig. Norge åbner for amerikansk indtog med krigsfly, soldater og sågar eget militærpoliti på norsk jord

Bekymringen over russisk oprustning og kampen om Arktis får Norge til at reagere. Den norske regering åbner døren for et markant udvidet amerikansk militært indtog i landet. Ny tiårig aftale kan sende amerikanske tropper, fly og skibe til landet. USA får lov til at etablere sig med eget udstyr, egne soldater og eksperter og indrette egne områder, beskyttet af amerikanske vagter, inde på norske militære anlæg.

I 2018 holdt NATO øvelsen Trident Juncture, hvor Norge lagde land og hav til en øvelse med 50.000 deltagende soldater. I 2022 planlægger NATO endnu en storøvelse, som blandt andet skal forberede alliancens soldater på en mulig fremtidig kamp om Arktis. Arkivfoto: Johan Falnes/AFP/Ritzau Scanpix Johan Falnes

Det handler om noget så enkelt som geografi.

For med en kamp om fremtidens kontrol med Arktis direkte på Norges dørtrin og grænser på både land og til havs direkte til mægtige Rusland, står Norge med en politisk og militær udfordring, landet ikke ser sig selv i stand til at håndtere.