USAs nytiltrådte præsident, Joe Biden, har netop underskrevet fire bekendtgørelser om at indsnævre USAs racemæssige kløft.

En af bekendtgørelserne skal sætte en stopper for racisme i USA, særligt over for fremmedhad mod amerikanere med asiatiske rødder, som ifølge Joe Biden er steget i forbindelse med udbredelsen af coronavirussen.

»Vi har aldrig levet helt op til denne nations grundlæggende principper – at sige det åbenlyse – at alle mennesker er skabt lige og har ret til at blive behandlet lige gennem hele deres liv,« lød ordene fra Joe Biden, da han underskrev bekendtgørelserne.

»Og det er tid til at tage kampen op nu, ikke kun fordi det er det rigtige at gøre, men fordi det vil gavne os allesammen at gøre det.«

Der har været en betydelig stigning i hændelser af chikane og vold over for amerikanere med asiatiske rødder, siden coronavirussen begyndte at sprede sig i USA. Mellem marts og december 2020 har mere end 2.800 asiatiske amerikanere indrapporteret hadhændelser. Chikanen drejer sig om alt fra racistiske anklager til fysisk vold, herunder syre- og knivangreb, oplyser advokatgruppen Stop AAPI Hate.

Tirsdag underskrev Joe Biden fire bekendtgørelser, som skal forene samfundet og fjerne den racemæssige kløft, der eksisterer i USA.
Tirsdag underskrev Joe Biden fire bekendtgørelser, som skal forene samfundet og fjerne den racemæssige kløft, der eksisterer i USA. Pool/AFP/Ritzau Scanpix

China virus og Kung Flu

Ifølge CBS' kilder i Det Hvide Hus, som er bekendt med planen, vil bekendtgørelsen om diskrimination af asiatiske amerikanere blandt andet indeholde en undersøgelse af eventuelle racistiske referencer i de forskellige ministeriers politiske programmer, direktiver og hjemmesider. Særligt en reference skal ifølge CBS' reportere fjernes: China virus.

Et udtryk, som Trump flittigt har gjort brug af og står ved, når han omtaler coronavirus. Selv på dagen, hvor han forlod præsidentembedet, var China virus en del af hans sidste ord som præsident, hvorefter han fik tilføjet:

»Det er en forfærdelig ting, der blev sat på jorden. Vi ved allesammen godt, hvor den kom fra.«

Men det er ikke den eneste racistiske vending, Trump har brugt til at beskrive coronavirussen. Ved flere vælgermøder, blandt andet et ungdomsmøde i Phoenix, valgte han at bruge vendingen Kung Flu til at beskrive virussen.

Da Joe Biden tirsdag underskrev de fire bekendtgørelser, som skal indsnævre den racemæssige kløft i det amerikanske samfund, lovede han, at han de kommende uger vil arbejde for at sikre en »forpligtelse til mangfoldighed, retfærdighed og inklusion« i Det Hvide Hus.

»Igen – jeg kan ikke love, at vi kan fjerne al systematisk racisme i morgen, men jeg kan love jer, at vi vil fortsætte med at arbejde mod den – og hver en gren af Det Hvide Hus og den føderale regering vil være en del af den indsats,« sagde han.