Det er alt for tidligt at dømme Donald Trump ude. En af grundene er folk som Fred Eyrick

Tirsdag går amerikanerne til valg. Joe Biden fører i meningsmålingerne, men det er alt for tidligt at dømme Donald Trump ude af kampen. Mød hundavleren Frederik Eyrick og en række andre amerikanere, der er med til at afgøre, hvem der bliver USAs næste præsident.

Fred Eyrick, 76 år, hundeavler. Bor i New Jersey

»Da jeg var ti år, fik jeg min første beagle. Dette tændte min interesse for hunderacen og senere at blive hundeavler. Jeg har i dag 30 beagles. Jeg har også altid gået på jagt, og Trump beskytter vores ret til at have våben. Derfor stemmer jeg på ham.

Alle behøver dog ikke at have halvautomatiske våben som AR-15. Omvendt finder jeg, at folk skal have lov, hvis de ønsker det. Demokraterne vil bare tage vores våben. Jeg tror også på, at Trump er bedst til at skabe job. Jeg ville dog nogle gange ønske, at han ikke var så larmende.«