Inden valgnatten blev der talt om et drømmescenarie for Demokraterne. En valgaften, der skulle ende med en jordskredssejr til Joe Biden, og som kunne vippe Donald Trump ud af Det Hvide Hus.
Det skulle vise sig at blive helt anderledes. I stedet står vi nu midt i et meget tæt valg, hvor få svingstater kan få afgørende betydning.
De to værter på Berlingskes podcast »Kampagnesporet« har fulgt valget hele natten og gav klokken halv otte i morges deres første indtryk af en uforudsigelig valgnat:
»Vi har nu en situation, hvor Trump lige så godt kan vinde valget som Biden,« lyder det fra David Trads, som inden valgnatten havde spået, at Biden ville vinde med over 320 valgmænd.
Økonomi over coronakrise
Amerikanerne i mange delstater vægtede økonomien højere end corona, da de skulle sætte deres kryds i stemmeboksen ifølge exitpolls. Netop betydningen af de to ting diskuterede de to værter i et afsnit af »Kampagnesporet« en måned inden valget:
»Hvis vælgerne står i valgboksen, og økonomi er det, der fylder mest i deres sind, når de sætter krydset, så kan Trump godt overraske,« lød det dengang fra Mads Fuglede.
Men intet er afgjort endnu, og der mangler stadig resultater fra de afgørende svingstater Pennsylvania, Michigan og Wisconsin, som alle har udelukket, at de kan kåre en vinder i dag. Mads Fuglede er ikke i tvivl om, hvordan han tror, Demokraterne har det lige nu:
»Hvis jeg sad i Bidens hovedkvarter, så ville jeg være rigtig, rigtig nervøs«.
Hør dagens afsnit af kampagnesporet her:
Trump skaber »mareridtsscenarie«
Joe Bidens vælgere, som havde troet på en klar jordskredssejr, måtte gå skuffede i seng. Præsidentkandidaten prøvede dog at holde hovedet højt, da han i Delaware trådte ind på en scene med sin kone, Jill Biden, for at holde en kort tale. En tale, der ifølge David Trads tydeligvis skulle have været en sejrstale.
»Jeg tror, vi er på vej til at vinde valget,« lød ordene.
Straks efter reagerede Donald Trump på Twitter med at beskylde »de andre« for at »stjæle« valget og stemme efter deadline. Et opslag, som Twitter har markeret som vildledende information.
»Han kalder sig indirekte vinder af valget her – og vi vidste op til valget, at hvis Trump førte på valgnatten, ville det her nok ske,« siger Mads Fuglede.
Men et Twitter-opslag skulle ikke være nok. Kort efter optagelsen af dette afsnit af »Kampagnesporet«, gik Donald Trump ud med en melding, der – selv fra Trumps egne rækker – er blevet kritiseret for at være helt forkert.
I en tale i Det Hvide Hus sagde præsidenten, at han nu vil anmode højesteret om at bremse optællingen i flere delstater. Fox News-værten Chris Wallace har kaldt det for »det værste mareridt« for de ni højesteretsdommere, hvis de reelt bliver bedt om at udpege en vinder af præsidentvalget.
»Dette er en ekstremt brandfarlig situation, og præsident Trump har lige smidt en tændstik ind i den. Han har ikke vundet de stater,« sagde Chris Wallace.
Hør alle afsnit af Berlingskes podcast »Kampagnesporet« her: