Demokratisk mytteri truer Nancy Pelosi

Californiske Nancy Pelosi vandt onsdag Demokraternes nominering til forkvinde for Repræsentanternes Hus. Men 32 stemte imod hende, og hun kan stadig ikke vide sig sikker på posten.

Nancy Pelosi forlader lokalet efter optællingen af stemmer. Bag hendes ses hendes mand, Paul Pelosi. Zach Gibson

Medlem af Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi vandt med overvældende flertal Demokraternes nominering til posten som formand eller forkvinde, når Kongressen træder sammen i januar. Men 32 medlemmer valgte at stemme imod som et signal om, at hun stadig kan forvente en hård kamp om at indtage topposten, når Demokraterne overtager kontrollen med Repræsentanternes Hus.

Resultatet holder nemlig liv i truslen om en uskøn og uforudsigelig kamp mellem partierne. Samtidig er afstemningen og resultatet med stor sandsynlighed startskuddet til en længere periode med armlægning og lokketoner fra en politisk leder, der er kendt for begge dele. Men til trods for flere højrøstede opfordringer til fornyelse i partiets ledelse vidner afstemningsresultatet dog også om, at de fleste Demokrater fortsat støtter den 78-årige californier.

I den hemmelige afstemning, som illustrerede splittelsen i partiet blot få uger efter midtvejsvalget, vandt Nancy Pelosi uden modkandidater med 203 stemmer. Ud over de 32 stemmer imod hende var der også tre blanke.

»Det er en stor sejr,« udbrød Pelosi, da hun begav sig mod Capitol efter bekendtgørelsen af resultatet. Hun affejede alle spørgsmål om de 32 stemmer imod og sagde, at hun havde det »fantastisk«.

For at blive forkvinde for Repræsentanters Hus skal Pelosi have 218 stemmer, når afstemningen finder sted 3. januar. Det giver hendes modstandere tid til at rekruttere en seriøs udfordrer - hvad de ifølge dem selv først kunne gøre efter en afstemning, som viste betydelig modstand.

Mange af os medlemmer kom ikke her til D.C. for at udkæmpe en enkelt kamp, men for at gøre op med den politiske kultur her i landet.

Men resultatet demonstrerer også det begrænsede antal oprørere, som ønsker nye ansigter i spidsen for partiet. Blandt dem finder man en del nyvalgte, der førte valgkamp på at skabe forandringer i Kongressen. Nogle af dem har eksplicit lovet deres vælgere ikke at stemme for Pelosi, der har stået i spidsen for Repræsentanternes Hus i mere end 15 år.

Mens stemmerne blev talt op, talte Nancy Pelosi med de fremmødte journalister, og hun virkede sikker på, at modstanden ville erodere væk over tid:

»Jeg synes, det ser helt fornuftigt ud,« sagde hun. »Jeg vil ikke begynde at tale på andre folks vegne, men vi bevæger os fremad med fortrøstning og ydmyghed.«

Modstandere er faste i kødet

Nogle af dem, der stemte imod hende onsdag, følte sig frastødt af de politiske rævekager, som har defineret Pelosis tid som forkvinde, sagde de. Blandt andet derfor var de fast besluttet på at opretholde deres modstand.

Den nyvalgte Max Rose ses her under sin valgkamp på Staten Island, New York. HANDOUT

»Jeg aflagde et løfte til vælgerne i min valgkreds om, at jeg ville stemme nej - under alle omstændigheder,« sagde den nyvalgte Max Rose fra New York.

Han var i øvrigt overrasket over, at journalisterne blev ved med at spørge ham, om han havde ændret holdning.

»Det er netop et vidnedbyrd om en politisk kultur i den her by, hvor folk hele tiden skifter holdning,« sagde Rose. »Men jeg svajer ikke i vinden, og jeg tror ikke, at mange af os medlemmer kom her til D.C. for at udkæmpe en enkelt kamp, men for at gøre op med den politiske kultur her i landet.«

Lige inden afstemningen lykkedes det Pelosi at slippe af med en af de større forhindringer, der havde truet med at styrke modstanden mod hende. Det lykkedes hende at vinde støtte fra en lille, men indflydelsesrig gruppe af Demokrater, da hun indvilligede i at ændre reglerne i Huset, så de almindelige medlemmer får større indflydelse.

Men Nancy Pelosi må stadig imødese en beslutsom modstand fra andre, herunder en gruppe på 16 Demokrater, der i sidste uge underskrev et brev med en opfordring om en ny ledelse i partiet.

Oversættelse: Lars Rosenkvist