Demokrater taler om alt muligt andet end rigsretssagen på vælgermøder

Det mest glødende emne i Washington er ironisk nok stort set ikke-eksisterende i demokratiske præsidentkandidaters valgkamp. Under tre timers valgmøde, som Berlingske var til i Iowa, blev der ikke stillet ét spørgsmål om rigsretssagen mod Trump, der begynder i dag. Vælgeren Rose Sloven har et bud på hvorfor.

 

Rose Sloven er kommet tidligt for at få en plads helt oppe foran scenen her i Des Moines i Iowa. Men den tidligere forretningsdrivende og sælger af legetøj er også en slags veteran i at gå til valgmøder med demokratiske præsidentkandidater. Hun har således hørt dem alle tidligere. Flere gange.

»Se her,« siger den i dag pensionerede kvinde og rækker sin mobil frem for at vise sine fotos af kandidaterne. På et optræder hun på en selfie med senator Cory Booker, der var hendes favorit, indtil han for nylig droppede ud af ræset. Men ikke kun Booker er i dag fraværende på scenen. Det er også et tema, der ellers har opslugt Washington i måneder, og som fra i dag vil opsluge hele den politiske dagsorden i medierne på ny.

Vi taler om rigsretssagen mod præsident Trump – den blot tredje mod en amerikansk præsident nogensinde – som i dag indledes i Senatet med de 100 senatorer som dommere.

Rose Sloven om de republikanske senatorer

»Der er fortsat noget i mig, der tror på, at de vil træde i karakter og sige fra.«


Til trods for at sagen, der omhandler præsidentielt embedsmisbrug, har overskygget alt andet i Washington siden september, har det længe lydt fra selv demokratiske præsidentkandidater, at der ikke rigtigt spørges til sagen på deres valgmøder, og at de fremmødte ikke udviser den store interesse.

Er mere interesseret i andre problemstillinger

På dagens møde med seks af kandidaterne, herunder senator Elizabeth Warren og senator Amy Klobuchar, stilles der i løbet af den over tre timer lange seance heller ikke ét eneste spørgsmål til rigsretssagen.

Og det på trods af at mødet ikke blot afholdes lige op til rigsretssagens begyndelse, men også blot to uger før årets første primærvalg her i Iowa 3. februar.

I stedet spørger fremmødte til stramninger af våbenloven, politiske udpegelser af dommere, udfordringer med stemmeret, kampagnefinansiering og andre emner.

Rose Sloven lytter intenst til, hvad de forskellige demokratiske præsidentkandidater har at sige i Curate Event Center i Des Moines, Iowa, hvor det første primærvalg afholdes 3. februar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Rose Sloven har et bud på hvorfor.

»Det er ikke, fordi vi demokrater ikke støtter rigsretssagen. Ingen er hævet over loven. Heller ikke præsidenten. Derfor må han holdes til ansvar. Også selv om han efter al sandsynlighed ikke bliver fjernet, fordi republikanerne i Senatet holder hånden over ham,« siger hun.

Rose Sloven har ret i, at demokrater støtter op om rigsretssagen.

Ifølge Five Thirty Eights snit af målinger bakker 84 procent af de demokratiske vælgere op om rigsretssagen, mens det kun gælder for otte procent af de republikanske vælgere.

Men fraværet af interesse for at drøfte sagen på valgmøder kan blandt andet skyldes, at det er utænkeligt, at det republikansk dominerede Senat fjerner Trump fra posten – det kræver to tredjedeles flertal i Senatet – og at målinger viser, at det er nogle helt andre valgemner, der interesserer de demokratiske vælgere mest:

En forbedring af sundhedsvæsenet kommer ind på en førsteplads, og derefter kommer en stramning af våbenloven, kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer og uddannelse.

»I Amerika er loven konge«

De seks præsidentkandidater kommer under valgmødet heller ikke selv rigtigt ind på rigsretssagen.

Dog giver Amy Klobuchar kortvarigt et dundertale om, hvad der er på spil, hvis de republikanske senatorer som ventet blokerer for en afsættelse af præsidenten.

Rigsretssagen var stort set ikke på dagordenen for hverken de fremmødte vælgere eller de seks præsidentkandidater, der søndag deltog i vælgermøde i Curate Event Center i Des Moines, Iowa. Senator Amy Klobuchar braget dog kort emnet op, da hun konstaterede, at USA ikke er et monarki, hvor man kan opføre sig som en egenrådig »konge« - noget som hun mener, at præsident Trump gør, og hans republikanske pareti har en forpligtigelse til at stoppe.    Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Demokraterne anklager Trump for magtmisbrug, fordi Trump angiveligt forsøgte at presse Ukraines præsident til at iværksætte en korruptionsundersøgelse af Joe Biden, en af favoritterne til at blive Trumps udfordrer til præsidentposten, og hans søn, Hunter Biden.

»Så giver de præsidenten en krone og et scepter. Vores land blev ellers grundlagt på ideen om, at vi ikke skulle have et monarki. Vi ønskede ikke en konge. For i Amerika er loven konge,« siger Amy Klobuchar til klapsalver i salen.

»Selve vores demokrati er på spil. Vores præsidentvalg bliver et realitetstjek af vores patriotisme, af vores værdier og demokratiet i denne nation.«

Amy Klobuchar, kandidat ved Demokraternes primærvalg

»Så giver de præsidenten en krone og et scepter. Vores land blev ellers grundlagt på ideen om, at vi ikke skulle have et monarki.«


Rose Sloven har et spinkelt håb om, at de republikanske senatorer vil vælte deres egen præsident, så han slet ikke bliver den republikanske modstander ved præsidentvalget 3. november.

Måske naivt, medgiver hun, men hun siger, at hun »stadig er lidt optimistisk«.

»Det er i hvert fald vigtigt at få afklaret, om de republikanske senatorer virkelig vil ignorere, at præsidenten handler i strid med forfatningen,« siger hun.

Republikanerne har dog blankt afvist, at Trump har gjort noget, der på nogen måde berettiger til en rigsretssag.

»Men der er fortsat noget i mig, der tror på, at de vil træde i karakter og sige fra,« siger Rose Sloven. »At de ikke vil sætte deres eget parti over landet, og at det i sidste ende vil hjælpe til at bygge bro over den afgrundsdybe splittelse, vores land er kastet ud i de seneste år.«

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA