Demokrater forsøger at spænde ben for Trumps nødsituation

Demokraterne i Repræsentanternes Hus vil vedtage en resolution, der kan udfordre erklæring om nødsituation.

Donald Trump har erklæret en national nødsituation for at kunne omgå Kongressen og få finansiering til sin ønskede grænsemur. Guillermo Arias/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus planlæger at vedtage en resolution, der tager afstand fra præsident Donald Trumps beslutning om at erklære en national nødsituation over grænsespørgsmålet.

Det fortæller en række ledende demokrater til avisen The Washington Post.

Jerry Nadler, der er formand for retsudvalget i Repræsentanternes Hus, siger til avisen, at en såkaldt fælles resolution vil blive fremlagt de kommende dage.

»Det er et groft misbrug af præsidentens magt,« siger Nadler til avisen om Trumps erklæring.

Hvis Repræsentanternes Hus vedtager resolutionen, vil det tvinge det republikanske flertal i Senatet til at stemme om samme resolution inden for 15 dage.

»Det er et forsøg på at omstyrte den forfatningsmæssige tredeling af magten. Kongressen har magten til at tilbageholde pengene,« understreger Jerry Nadler.

Han tilføjer, at Trumps beslutning »ikke kan tolereres«.

Han bakkes op af en stribe kongresmedlemmer, og det demokratiske lederskab i både Repræsentanternes Hus og Senatet bakker op om resolutionen.

Hvis resolutionen ikke vedtages i Senatet, eller hvis Trump nedlægger veto, vil Demokraterne »udfordre erklæringen ved domstolene«, lyder det i Washington Post.

Ifølge tv-stationen CNN har det republikanske lederskab i Senatet i ugevis forsøgt at tale Trump fra at erklære en national nødsituation.

Senatsleder Mitch McConnell har sagt offentligt, at en afstemning om præsidentens erklæring vil få opbakning fra en række moderate republikanske senatorer.

Republikanerne kritiserede ofte tidligere præsident Barack Obama for at fortolke sine forfatningsmæssige beføjelser for bredt.

De er ifølge CNN bange for, at Trump med sin erklæring vil skabe en farlig præcedens, som eventuelt kommende præsidenter vil udnytte.

Sent torsdag aften kaldte den demokratiske flertalsleder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, nødsituationen ved grænsen for en »illusion«.

Hun tilføjede, at en potentiel demokratisk præsident kunne erklære en nødsituation over »rigtige samfundskriser« og brugte klimaforandringer og våbenkontrol som eksempler.

»Den præcedens, præsidenten danner her, bør blive mødt med bekymring og utilfredshed,« lød det fra flertalslederen.

/ritzau/