De vil hellere tage hestemedicin end at lade sig vaccinere: Nu skaber alternativ »coronamedicin« problemer
I USA har flere borgere selvmedicineret sig selv. Især en forkert doseret ormekur har skabt flere sygdomstilfælde.

I USA har flere borgere selvmedicineret sig selv. Især en forkert doseret ormekur har skabt flere sygdomstilfælde.

Et nyt lægemiddel vinder frem i USA.
Præparatet Ivermectin er primært beregnet til heste og dyr, der har behov for en ormekur. Det er dog ikke, fordi flere amerikanske heste har fået problemer med indvoldsorm, at Ivermectin oplever et stigende salg.
Nej, årsagen er et grundløst rygte om, at medicinen kan sikre mod at blive smittet med coronavirus.
Det skriver The New York Times.
Berlingske skrev tidligere, at flere hospitaler i Oklahoma var overbelastede på grund af selvmedicineret borgere. Det har et af de pågældende hospital dog afvist. Flere amerikanske medier skriver dog, at flere borgere bliver syge efter at have taget medicinen.
Ivermectin bruges primært til husdyr. Læger kan dog ordinere en version af medikamentet til personer, der lider af kropslus eller parasitter, men i langt mindre doser end til heste og dyr. I en global kontekst anvendes Ivermectin til behandling og forebyggelse af human-parasitære infektioner, men anbefales ikke i forbindelse med forebyggelse til smitte af covid-19.
Der er ingen beviser for, at Ivermectin skulle kunne forebygge smitte med covid-19. I værste fald kan fejlmedicineringen resultere i, at patienten skal i respirator.
Både producenten af Ivermectin og FDA, den føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed, har advaret imod at anvende lægemidlet som en kur mod coronavirus.
Lægemidlet er blevet populært blandt antivaxere gennem facebookgrupper, skriver The Independent.
Artiklen er blevet opdateret klokken 16.15. Det fremstod tidligere, at flere hospitaler oplevede at have svært ved at behandle akutte patienter på grund af de selvmedicinerede borgere. Rubrik og underrubrik er også opdateret, ligesom flere detaljer er tilføjet.