CNN: Biden har valgt vicepræsidentkandidat

Navnet på Bidens kandidat til posten som vicepræsident offentliggøres måske tirsdag.

 
Mange venter i spænding på, at Joe Biden skal udpege en vicepræsidentkandidat. Både køn, race og alder spiller en rolle. Video: CNN, Reuters/Ritzau Scanpix, redigering: Caroline Nørkjær Fold sammen
Læs mere

Den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden har valgt sin kandidat til vicepræsidentposten, siger to af hans nære rådgivere til CNN.

Biden, der tidligere har gjort det klart, at han ville vælge en kvinde, siges at være indstillet på at offentliggøre navnet allerede tirsdag eftermiddag (sent tirsdag aften dansk tid).

Biden har talt direkte med de kandidater, som har været blandt favoritterne til posten - enten ansigt til ansigt eller i telefon.

CNNs kilder har ikke villet oplyse, hvilke kandidater, som Biden har haft personlige møder med.

CNN bekræftede i sidste uge, at Michigans guvernør, Gretchen Whitmer, havde besøgt Biden i Delaware.

To andre hyppigt nævnte favoritter er den californiske senator Kamala Harris og Barack Obamas tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice.

Det var ventet, at Biden i sidste uge ville præsentere sin vicepræsidentkandidat, men det blev udsat.

Biden skal dog offentliggøre navnet på vicepræsidentkandidaten, inden Demokraternes partikonvent går i gang den 17. august.

Biden har meddelt, at han ikke kommer ikke til at deltage i Demokraternes partikonvent i Milwaukee 17.-20. august, hvor han formelt skal kåres til sit partis præsidentkandidat.

Partikonventet er blevet mere og mere nedtonet som følge af covid-19-pandemien.

»Biden vil i stedet tale til nationen og tage imod nomineringen fra sin hjemstat Delaware,« hedder det.

Partikonventet bliver dermed næsten totalt virtuelt.

Den 77-årige Biden fører over præsident Donald Trump i meningsmålingerne.

Ud over Harris, Rice og Whitmer har tre andre senatorer været under seriøs overvejelse. Det er Tammy Duckworth, Elizabeth Warren og Tammy Baldwin.

En anden kandidat er den 66-årige Karen Bass. Hun har siddet i Repræsentanternes Hus siden 2013. Forinden var hun medlem af den folkevalgte forsamling i Californien i seks år - de to sidste som flertalsleder og ordfører.

/ritzau/Reuters

Opdateres...