Californien i undtagelsestilstand efter voldsomme jordskælv

ROBYN BECK

Californien er blevet ramt af et voldsomt jordskælv med voldsomme efterskælv, der har fået statens guvernør, Gavin Newsom, til at erklære undtagelsestilstand og bede præsident Donald Trump om det samme.

»Jeg beder hermed om at få en erklæring om undtagelsestilstand som resultat af jordskælvnene 4. og 5. juli, som ramte Kern-regionen og som har haft alvorlig påvirkning af Kern og omkringliggende regioner,« skriver han i et brev ifølge CNN.

Jordskælvet, der fredag aften ramte Californien, havde ifølge Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS) en størrelse på 7,1.

Det er det kraftigste skælv i delstaten i to årtier, og det kunne mærkes i andre delstater og i nabolandet Mexico.

Brandvæsnet bekæmper en brand, der er opstået på grund af jordskælvet. ROBYN BECK

Californien er ofte ramt af jordskælv, men alligevel har det seneste rystet staten godt og grundigt.

Vilde videoer viser svømmepøler, hvor vandet nærmest flyver op, og der er flere steder udbrudt brande på grund af skælvene.

Flere er blevet såret under de voldsomme rystelser, som stadig fortsætter i form af efterskælv.

Ifølge USGS har mere end 4.700 skælv ramt Californien siden torsdag.

Ingen er omkommet på grund af jordskælvene, men flere beboere fra Bakersfield og Trona er blevet evakueret, indtil det er sikkert at vende hjem igen.