Ligheden er slående. Da den tyske forbundskansler, Angela Merkel, i 2015 sagde de berømte ord »Wir schaffen das« (vi klarer det, red.), stod Tyskland kort efter i en monumental flygtningekrise. Ansvaret lå, ifølge kritikerne, i Merkels alt for åbne favn.
Nu står Joe Biden i en lignende situation. Antallet af migranter, der forsøger at krydse grænsen mellem Mexico og USA, er steget eksplosivt, tilskyndet af den nye præsident, der har lempet Donald Trumps stramme immigrationspolitik betydeligt. Men i sine bestræbelser på ikke at lyde som Trump er Biden i stedet kommet til at lyde rigeligt som Merkel.