Birgitte Borup: »En ting er sikkert. Det bliver ikke noget kønt øjeblik for Vestens eneste supermagt«
Der er god grund til, at Donald Trump få timer inden sin retssag på Manhattan forsøgte at få den flyttet. Det er helt i tråd med den tidligere præsidents strategi, forklarer Berlingskes udlandsredaktør, Birgitte Borup.
Donald Trump er på vej til retten i Manhattan. Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix
Donald Trump og hans folk ved godt, at retsmødet på Manhattan ikke bliver flyttet.
»Kravet er en del af Trumps strategi,« forklarer Berlingskes udlandsredaktør, Birgitte Borup.
Det er nemlig ikke tilfældigt, at Trump ønsker retsmødet flyttet til Staten Island. Øen syd for Manhattan er det ubetinget mest højreorienterede af New York Citys fem boroughs, altså de fem områder, byen er delt op i.
Ved at kræve retsmødet flyttet opnår Trump to ting.
For det første:
Trump får igen understreget, at han stilles for retten i en af USAs mest venstreorienterede retskredse. På Manhattan stemte over 86 procent af vælgerne i 2020 på Demokraternes Joe Biden.
»Han fastholder det, som vil være Trumplejrens påstand: Sagen er politisk motiveret og burde aldrig være endt i et retslokale. Det budskab har bred appel i hos Republikanerne, særligt fordi sagen er tynd. Eksperter er over en bred kam enige om, at Stormy Daniels-sagen er et uhyre spinkelt grundlag at retsforfølge en tidligere præsident på,« forklarer Birgitte Borup.
Birgitte Borup er udenlandsredaktør på Berlingske. Asger Ladefoged
For det andet:
Trump udråber på sit eget sociale medie, Truth Social, rettens dommer til en korrupt, politisk håndlanger for Biden. Han sørger for også at trække præsidenten og vicepræsident Kamala Harris ind i sagen. Hidtil har chefanklageren på Manhattan, Alvin Bragg, fået skyld for at bruge sagen i en politisk vendetta mod Trump.
»Nu vil Trump gøre sit bedste for at gøre tiltalen til et storpolitisk anliggende og gøre sig selv til martyr for Demokraternes hæmningsløse jagt på ham. Trump kan ikke kontrollere processen i retssystemet, men han kan kontrollere nyhedsbilledet. USA vibrerer i disse timer. Der er ingen vej tilbage nu. Der skrives et nyt kapitel i historien, men de fulde konsekvenser kender vi først senere. En ting er sikkert: Det bliver ikke noget kønt øjeblik for Vestens eneste supermagt,« forklarer Birgitte Borup.
Del:
Andre læser også
Internationalt
Donald Trump er tiltalt for 34 anklager i retten i New York
USA
Den største Trump-fan har allerede meldt sin ankomst. I New York City forbereder man sig på vilde scener og tumult
USA
Værten rullede med øjnene ad sin gæst. Kritikken er nu brutal