Om fem dage skal Joe Biden og Donald Trump møde hinanden ved deres første »ansigt til ansigt«-debat forud for valget i november. 

Nye regler skal forhindre, at kandidaterne ikke afbryder og taler i munden på hinanden som ved den seneste amerikanske valgkamp. 

»Vil du holde kæft, mand?« sagde Joe Biden dengang stramt til Donald Trump, fordi han blev ved med at tale i munden på Biden. 

Reglerne indebærer: Ingen rekvisitter og ingen noter. Samtidig vil mikrofonen blive slukket, når det er modstanderens tur til at tale. 

Som noget nyt vil der ikke være publikum fysisk til stede under debatten, der bliver modereret af CNN-journalisterne Jake Tapper og Dana Bash.

De vil, når de fører debatten i studiet, have lov til at bruge »alle de værktøjer«, der er nødvendige for at sikre en »civiliseret« debat.

Kommercialiseret debat vækker bekymring

Men der skal indgå to reklameblokke i løbet af den 90 minutter lange tv-transmission. 

Det er første gang i årtier, at de to debatter udelukkende bliver arrangeret af kommercielle medier. Noget, flere eksperter kritiserer, skriver flere internationale medier, herunder The Guardian.

Den første debat transmitteres på CNN på torsdag. Brendan Smialowski Sergio Flores/AFP/Ritzau Scanpix

»Introduktionen af ​​pauser med reklamer vil fundamentalt ændre, hvad der gør en debat til en debat, idet kandidaterne konstant vil få mulighed for at stoppe og lægge en ny strategi,« siger Clea Conner, administrerende direktør for Open to Debate, en forskningsgruppe, der i de seneste årtier har fulgt præsidentdebatter, til Politico.

Kommissionen for præsidentdebatter (CPD), et partipolitisk uafhængigt organ, har i årtier holdt tilsyn med debatterne. Det skal den ikke længere, hvilket flere kritikere frygter kommer til at underminere debattens karakter. 

Samtidig frygter eksperter, at kommercialiseringen kan føre til mindre indhold i kandidaternes svar. Det vil i højere grad skabe konflikter, end det vil oplyse vælgerne, lyder det.

»Kandidaternes argumenter bliver nødt til at være kortere, fordi de skal tilpasses de kommercielle tidskrav, og vi vil opleve mere vilde tiltag, der skal være med til at drive seertallene i vejret,« siger Clea Conner.

Samtidig vil CPD altså ikke være til stede, så ifølge hende bliver det »et rent politisk teater«.

De verbale salver mellem Biden og Trump tilbage i 2020 blev så voldsomme, at CNN-værten Dana Bash beskrev begivenheden som »et shitshow«. 

Til sammenligning var der blot tre afbrydelser på tværs af tre debatter ved valget i 2004 mellem George W. Bush og John Kerry. Ved det første Trump-Biden-møde i 2020 var der hele 76 afbrydelser, viser en rapport fra Open to Debate. 

Til The Guardian hævder Steven Fein, professor i psykologi ved Williams College i Massachusetts, der har studeret den psykologiske side af præsidentdebatter, at det er »rationelt« og »godt for demokratiet« at udelukke et publikum. 

Her er et kort oprids af de vigtigste af de regler, som Demokraternes Joe Biden og Republikanernes Donald Trump er gået med til at følge:

  • Begge kandidater skal stå på et podium

  • Der bliver slået plat og krone om, hvor de to mænd skal stå

  • Kandidaternes mikrofoner bliver midlertidigt slukket, når de ikke skal tale

  • Under reklameblokkene må kandidaterne ikke tale med deres kampagnehold

  • Man må ikke medbringe rekvisitter eller noter, der er skrevet på forhånd

  • Kandidaterne får udleveret papir, kuglepen og en flaske vand

Der vil også være en debat på mediet ABC til september – to måneder inden det amerikanske præsidentvalg 5. november.