Den endelige afgørelse af det amerikanske valg rykker stadig nærmere. Få stemmer mangler at blive optalt, og pilen peger i retning af, at Joe Biden bliver USAs præsident for de kommende fire år.

I takt med, at vi kommer et resultat nærmere, rejser en række nye spørgsmål sig: Hvordan vil Joe Biden styre USA? Hvem vil stå bag Joe Biden og kræve politisk indflydelse?

Én politiker har i en videotale allerede gjort det klart, at han vil kræve politisk indflydelse, og det er Bernie Sanders. Den 78-årige selvudnævnte socialist, som var med i opløbet om at blive Demokraternes præsidentkandidat, har i videotalen meddelt, at han vil stå i spidsen for Demokraternes venstrefløj og have politiske krav til en mulig kommende Biden-regering.

Bernie Sanders påpeger i sin videotale, at »kampen ikke er slut. Den er kun lige begyndt«, og at han inden for de kommende uger vil præsentere en række krav, som den kommende kongres bør gennemføre inden for de første 100 dage. Blandt disse er krav om en covid-19-hjælpepakke, ligeløn, klimatiltag, og ændringer af det amerikanske retssystem, som han kalder »et ødelagt, racistisk retssystem«.

Unge stemmer

Derudover havde Bernie Sanders i videotalen en særlig tak til græsrodsbevægelser, som har fået især unge amerikanere til at stemme. Den høje stemmeprocent blandt unge har haft stor betydning for Joe Biden, idet opgørelser viser, at 61 procent af landets unge har stemt demokratisk.

Bernie Sanders nævner i videoen, at over 53 procent af unge mellem 18 og 29 har stemt, hvilket ifølge Sanders er »den højeste stemmedeltagelse blandt unge i USAs historie«.

Selv har Bernie Sanders haft mange unge tilhængere, som ofte foretrækker en mere venstreorienteret politik end Joe Bidens, og han har på den måde trukket vælgere fra den yderste venstrefløj. Bernie Sanders skriver i et opslag på Twitter, at det er unge, som leder kampen for blandt andet klima og lige rettigheder.

Det kan dog blive en udfordring for Joe Biden at opfylde de unge Bernie Sanders-tilhængeres politiske ønsker – også selv hvis Biden gerne vil dette – fordi det vil kræve stort flertal i Repræsentanternes Hus og Senatet, hvilket  som lige nu ikke ser ud til at ville lykkes Demokraterne at opnå.