Anna Libak om Trumps tale ved FNs generalforsamling: »Det er en virkelighed, vi bliver nødt til at erkende«

Donald Trump har ret i sit angreb på globalismen, for globalismen som ideologi er død, mener Anna Libak.

 

USAs præsident Donald Trump leverede tirsdag et forsvar for sin nationalkonservative linje under sin tale på FNs generalforsamling.

I den 38 minutter lange tale understregede han, at fremtiden »tilhører patrioter« og »suveræne og uafhængige nationer«, og ikke globalister.

Det giver journalist Anna Libak, der har skrevet bogen »Forstå populismen!«, ham ret i.

»Det er en virkelighed, vi bliver nødt til at erkende,« siger Anna Libak.

»Trump har ret i den forstand, at fremtiden her i Vesten tilhører dem, der reagerer på og adresserer de negative konsekvenser af globaliseringen og Vestens svækkelse, og det fordrer stærke nationalstater. Det har både venstre- og højrefløjen i Vesten i flere lande også efterhånden indset. Formentlig mener Trump selv, at fremtiden tilhører lige præcis de nationalkonservative, og det kan ikke udelukkes, men det kan han trods alt ikke vide,« uddyber Anna Libak.

Trump opfordrer den »frie verden« til at »omfavne sit nationale fundament«.

»Sandheden står klar: Hvis du vil have frihed, skal du være stolt af dit land. Hvis du vil have demokrati, skal du holde fast ved din suverænitet. Og hvis du vil have fred, så elsk din nation.«

Trump i dilemma

Anna Libak mener, at der udenrigspolitisk ikke bliver den store forskel på, om præsidenten hedder Trump, Biden eller Sanders, for ligegyldigt hvem der vinder det kommende præsidentvalg, bliver de nødt til at forholde sig til, at USA ikke længere er stærk nok til at være verdens politibetjent.

Talen er derfor også et klart forsøg på at berolige Trumps tilhængere, fordi Trump lige nu står i et dilemma, som hun beskriver det.

»Hans vælgere vil gerne have, at han trækker USA ud af krige i lande, som de ikke engang ved, hvor ligger. Men hans vælgere ønsker også, at han fremstår stærk. Og det gør han ikke aktuelt, hvor iranerne bliver ved med at provokere: Så skyder de en amerikansk drone ned, og så smadrer de halvdelen af det saudi-arabiske olieproduktionsapparat, og han gør næsten ingenting, selv om det går ud over en allieret,« siger Anna Libak og tilføjer:

»Derfor er han også nødt til at gå ud og sige højt og tydeligt, at det er fordi amerikanske interesser er det, der ligger ham på sinde. Han er nødt til at have en begrundelse for, hvorfor han har haft en afdæmpet reaktion på det, der er foregået.«

Hun tror, at det er brugen af ordet »patrioter«, der får folk til at reagere på talens indhold, fordi det er et ord, der emmer af nationalromantik. Men faktisk brugte han det formentlig ikke for at provokere.

»Han formulerer endnu en gang Trump-doktrinen, som han har gjort mange gange før. En ting, han dog gør anderledes, er, at han bruger ordet patrioter, hvor han tidligere har forsvaret brugen af ordet nationalist. Der forsøger han altså at favne bredere ved at bruge ordet patrioter, som blandt andre Macron også har brugt. Det ser jeg som et udtryk for, at han i lige præcis denne sammenhæng gerne vil tages alvorligt. Mit indtryk er, at han ønsker at optræde statsmandsagtig.«

Se hele talen her: