Analyse: Så er krigen om en rigsretssag mod Trump for alvor skudt i gang

Med en storstilet kulegravning og krav til over 80 organisationer og personer, herunder Donald Trumps voksne sønner, om at udlevere dokumenter har Demokraterne lagt rammen for, hvordan de vil jagte, udstille og muligvis også fælde præsident Trump.

Jagten på USAs præsident, Donald Trump, er nu for alvor sat ind fra Demokraternes side. De vil blandt andet undersøge, om russere har hvidvasket gennem præsidentens selskab. Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix

Konflikten mellem USAs præsident, Donald Trump, og Demokraterne, der i forvejen er afgrundsdyb, eskalerer nu yderligere med en vidtstrakt kulegravning af Donald Trumps »magtmisbrug«. En granskning, der omfatter præsidentens familie, forretninger, kampagne, administration og i første omgang 81 krav om udleveringer af dokumenter.

Såvel præsidentens sønner, Donald Trump Jr. og Eric Trump, som præsidentens svigersøn, Jared Kushner, og finansdirektør i Trump-organisationen Allen Weisselberg er blandt de 81 personer og organisationer, der mandag modtog breve med krav om udlevering af dokumenter. Senere ventes en stribe af dem indkaldt til at vidne under ed i Kongressen.

Det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus vil ikke længere afvente den særlige undersøger Robert Muellers undersøgelsesrapport om muligt samarbejde mellem Rusland og Donald Trumps kampagne, men tager på denne måde hul på sin egen kulegravning.

Den storstilede kulegravning lanceres, under en uge efter at Demokraterne under stort drama havde Donald Trumps tidligere advokat Michael Cohen til høring i Repræsentanternes Hus. Under den høring beskrev Cohen sin tidligere arbejdsgiver som alt fra »racist« til »fupmager«.

Kulegravningen afspejler klart, hvorledes Demokraterne med ny aggressivitet vil anvende deres nyvundne flertal i Repræsentanternes Hus til at stille præsidenten til ansvar op mod præsidentvalget i 2020.

Præsidentens voksne sønner, Donald Trump Jr. og Eric Trump, er begge afkrævet at udlevere dokumenter. Især Donald Trump Jr. har Demokraternes bevågenhed, eftersom han under præsidentvalgkampen i 2016 arrangerede et møde i Trump Tower med en russisk advokat med tætte forbindelser til Kreml og den russiske statsadvokat. Forinden var Donald Trumps søn via mellemmand blevet tilbudt »smuds« på Hillary Clinton fra den russiske statsanklager, hvortil Donald Trump i en e-mail svarede: »Jeg elsker det.« Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Demokraterne vil kigge kritisk på et møde i Trump Tower i juni 2016 mellem Donald Trump Jr., Jared Kushner og en russisk advokat med tætte forbindelser til Kreml.

De vil kulegrave Trump-organisationens hemmelige planer om at bygge et Trump Tower i Moskva.

De vil kigge kritisk på et ulovligt arrangement, hvor Trumps tidligere advokat Michael Cohen op til præsidentvalget i 2016 fiksede betaling af tys-tys-penge til to kvinder, som har hævdet at have haft affærer med Donald Trump.

Og de vil undersøge vedvarende rygter om, at russerne muligvis har hvidvasket penge gennem Donald Trumps organisation og gennem præsidentens bank, Deutsche Bank.

Selv om Demokraterne med den omfattende undersøgelse ikke har taget endelig stilling til, om de vil rejse en rigsretssag mod præsidenten, så lægger kulegravningen rammen for en mulig rigsretssag ved at fokusere på tre nøgleområder: offentlig korruption, magtmisbrug og »obstruktion af retfærdigheden«.

Obstruktion af retfærdigheden handler om at lægge hindringer i vejen for en efterforskning – dette var også centralt, da der i sin tid blev rejst rigsretssag mod Bill Clinton.

Jerrold Nadler, Demokraternes formand for retsudvalget i Repræsentanternes Hus, som iværksatte kulegravningen mandag, sagde allerede søndag i et interview til ABC News, at det på forhånd er »meget klart«, at Donald Trump gjorde sig skyldig i at lægge hindringer i vejen for efterforskning i forbindelse med sin fyring af FBI-direktør James Comey i 2017.

Jerrold Nadler, Demokraternes nye formand for retsudvalget i Repræsentanternes Hus, iværksatte mandag den nye vidtstrakte kulegravning. REUTERS/Joshua Roberts/File Photo

Ifølge James Comey blev han fyret, efter at Donald Trump havde afkrævet ham loyalitet og bedt ham om at stoppe efterforskningen af præsidentens daværende nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, hvilket James Comey nægtede. Michael Flynn har efterfølgende erklæret sig skyldig i at lyve for FBI om indholdet i samtaler med den russiske ambassadør.

For Jerrold Nadler og Demokraterne handler det nu om at skaffe yderligere beviser om korruption, magtmisbrug og obstruktion, før en sag muligvis kan rejses mod præsidenten.

Nadler anklagede i en erklæring mandag Donald Trump for at unddrage sig »ansvarlighed for de stort set daglige angreb på vores grundlæggende juridiske, etiske og forfatningsmæssige regler og normer«.

»Undersøgelsen af disse trusler mod retsstatsprincippet er en forpligtelse for Kongressen og en kerneopgave for retsudvalget i Repræsentanternes Hus,« lød det fra Nadler.

»Vi har set de skader, der er påført vores demokratiske institutioner gennem de to år, hvor Kongressen nægtede at føre ansvarligt tilsyn,« fortsatte Nadler, med henvisning til at Donald Trumps republikanske partifæller hindrede undersøgelser, indtil Demokraterne vandt magten i Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalget i november.

Donald Trump beskriver den nye undersøgelse som »præsidentiel chikane« på det »højeste niveau i vores lands historie«.

Demokraterne er fuldt ud klar over risikoen ved at føre en rigsretssag uden at have meget tungt skyts imod præsidenten. Risikoen er, at folkestemningen vender sig imod Demokraterne, fordi mange vil se kulegravningen som et antidemokratisk forsøg på at fjerne en folkevalgt præsident fra posten.

Omvendt håber de – rigsretssag eller ej – at undersøgelser og høringer i et væk vil udstille og nedbryde Donald Trumps præsidentskab.

Republikanerne håber til gengæld, at amerikanerne vil se, at der er tale om en desperat »heksejagt«, som Donald Trump kontinuerligt har kaldt »Muellers undersøgelse«. Republikanernes bedste værn er fortsat, at de har flertallet i Senatet, der agerer dommer ved rigsretssager, som rejses af Repræsentanternes Hus.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA