Analyse: Ifølge Trump vidste Biden »end ikke selv, at han er i live«. Men i dag står han tilbage som den voksne og vinderen

Berlingskes USA-korrespondent, Michael Bjerre, mødte Joe Biden første gang sidste vinter, og det fik ham af flere grunde til at tvivle på, om Biden kunne blive præsident. Men selv Joe Bidens høje alder står i dag som en styrke, mens Donald Trump gentager sine grundløse anklager om et »stjålet« valg.

USAs kommende præsident Joe Biden. Ved det vælgermøde med ham, som Berlingskes udsendte overværede i Iowa, stod det dog ikke lysende klart, at Biden var en vinder. Søren Bidstrup

Det føltes som at være ankommet til verdens ende, da vi efter et par timers kørsel gennem et øde vinterlandskab i Iowa endelig nåede frem til vores endemål, der nærmest var et forfaldent skur på en mark.

Først troede vi, at vi var faret vild. Men så opdagede vi Joe Bidens kampagnebus, der var kørt fast i sneen. Et par timer senere – efter at have overværet hans vælgermøde her i »skuret« uden for landsbyen Osage – stod vi tilbage med en følelse af, at det ikke kun var bussen, men hele hans præsidentkampagne, der var kørt fast.