Den sidste TV-duel mellem USAs præsident, Donald Trump, og hans udfordrer, demokraten Joe Biden, der fandt sted torsdag aften amerikansk tid, mindre end to uger før præsidentvalget, blev både mere saglig og rolig end den første, der var præget af kaotiske afbrydelser fra præsidentens side.
Men igen var der masser af personangreb. Begge kandidater var angrebslystne, og begge måtte både tage imod drøje hug og fik sat gode slag ind. Men selv om Trump, der bredt blev udråbt som taber af den første duel, kom tilbage i kampen, er det muligvis for sent. Hvorfor?