Det var et mareridt for alle inde i kongresbygningen, og på et foto fra Donald Trump-støtternes stormløb på Kongressen 6. januar kunne man også se det republikanske kongresmedlem Andrew Clyde skræmt med åben mund, mens han på et andet var med til at barrikadere døren ind til kongressalen for at stoppe de voldelige demonstranter.
Men i dag forsøger han at skabe en helt ny fortælling om angrebet, der kostede fem livet, herunder en betjent, og sårede 140 betjente og fik Donald Trump stillet for sin anden rigsretssag for at opildne til oprør. Clyde hævder i dag, at det er »en dristig løgn« at kalde angrebet for et oprør, og beskriver det i stedet »som et normalt turistbesøg«.