Analyse: Biden stopper deporteringer, byggeri af Trumps mur og åbner for statsborgerskab til millioner af illegale. Intet er mere politisk giftigt

I årtier har USAs indvandringspolitik fejlet. Barack Obama fik det aldrig løst, ej heller gjorde Donald Trump. Nu gør Joe Biden et forsøg som præsident. Men hans nye, forkromede indvandringspolitik splitter politisk og kan – måske – blive umulig at gennemføre.

En indvandrer fra Honduras vender frivilligt tilbage sit land med sit lille barn efter at være stoppet af politiet i Guatemala på sin vej til USA. Johan Ordonez/AFP/Ritzau Scanpix

Fra i dag stopper deporteringer af illegale indvandrere fra USA i 100 dage. Byggeriet af Donald Trumps mur mod Mexico har Joe Biden som en af sine første handlinger også bremset med dekret. Derudover har USAs nye præsident fremlagt en plan, der baner vejen for statsborgerskab til 10,5 millioner illegale indvandrere.

Ikke blot er der tale om et totalt opgør med Trumps skrappe indvandringspolitik. Biden har fra første færd gjort det til sit største værdipolitiske projekt at gøre det lettere at immigrere til USA og at få løst et indvandringsproblem, som ingen har formået at løse i årtier. Men intet er mere politisk giftigt.