Analyse: Biden blev valgt på at ville redde USAs sjæl. Men Trump har sikret, at han bliver testet som aldrig før

Joe Biden indsættes i dag som USAs 46. præsident. Med magten i begge Kongressens kamre har han gode chancer for at få mange politiske sejre. Men hans største mål bliver sværere at få opfyldt. Det har Trump sørget for.

Fra i dag vil Joe Biden med egne ord forsøge at lede USA tilbage mod sin sjæl. Jim Watson/AFP

Når Joe Biden i dag lægger sin hånd på Bibelen og aflægger ed på, at han vil overholde forfatningen, sker det under de mest foruroligende omstændigheder, verden har set under en indsættelse af en ny amerikansk præsident.

Ceremonien afholdes bag høje stålhegn og under bevogtning af 25.000 soldater fra Nationalgarden – flere end i Irak og Afghanistan tilsammen – på grund af frygt for angreb fra bevæbnende Donald Trump-støtter. Symbolsk er det en skamplet på Trumps præsidentskab. Samtidig er det en tydelig markør for, hvilke gigantiske udfordringer Joe Biden står over for.