Politiet i byen Philadelphia kan have afværget et anslag fra medlemmer af den stærkt omdiskuterede konspirationsbevægelse QAnon, hvor en del medlemmer kæmper for at få Donald Trump genvalgt.

Det var natten til fredag, at politiet i byen i den vigtige svingstat Pennsylvania fik et tip om en mistænkelig bil, en firehjulstrækker af det amerikanske mærke Hummer.

Bilen holdt parkeret tæt ved et af de valglokaler, hvor stemmerne fra det amerikanske præsidentvalg netop nu tælles op i den måske afgørende svingstat Pennsylvania. Politiet omringede bilen og har ifølge amerikanske medier anholdt to personer med kobling til bilen, som stammer fra en anden stat.

Der har været rygter om fund af våben, men det er ubekræftede oplysninger.

Nu viser nye oplysninger, blandt andet fra Twitter, at sagen kan have langt større perspektiver. Billeder af den grå Hummer viser, at der på bilen sidder et klistermærke med bogstavet »Q« – et tegn, som gruppen QAnon bruger.

Viser det sig, at bilens passagerer faktisk er medlemmer af QAnon, er det udtryk for en yderligere eskalering af det opgør om præsidentmagten, som ruller over USA i disse timer.

Medlemmer af den amerikanske National Guard holder vagt ved The Pennsylvania Convention Center i Philadelphia, hvor flere hundrede tilhængere af både Donald Trump og Joe Biden demonstrerer, mens optællerne indenfor har travlt med at tælle stemmer.
Medlemmer af den amerikanske National Guard holder vagt ved The Pennsylvania Convention Center i Philadelphia, hvor flere hundrede tilhængere af både Donald Trump og Joe Biden demonstrerer, mens optællerne indenfor har travlt med at tælle stemmer. Eduardo Munoz/Reuters/Ritzau Scanpix

Konspirationsteoretikere m.m.

På rekordtid er QAnon vokset fra at være et obskurt amerikansk internetfællesskab af konspirationsteoretikere til at være en massebevægelse, som går på tværs af landegrænser.

Bevægelsens følgere er vidt forskellige, og deres interesser stikker derfor også i mange retninger. Nogle er dybt involverede i at opklare mysteriet om Jeffrey Epsteins død, andre ser Donald Trump som en anden Messias og har derfor aktivt arbejdet for hans genvalg.

Mange af dem tror også på, at der findes det, som de kalder »den dybe stat«, der dækker over en elite af magtfulde mennesker, der blandt andet bortfører børn og udfører sataniske ritualer på dem.

En række sociale medier, herunder Facebook, har gennem lang tid forsøgt at få styr på udbredelsen af gruppens budskaber. I oktober besluttede man at fjerne alt relateret indhold både på sider, i grupper og i private profiler. Bag beslutningen ligger primært en FBI-vurdering, hvor den nationale amerikanske efterretningstjeneste har kategoriseret QAnon som en national terrortrussel.