Amerikansk fodboldklub bad kvindelige ansatte om at gå i stramt tøj og flirte med mænd: »Det var den mest elendige oplevelse i mit liv«
Den verdenskendte amerikanske fodboldklub Washington Redskins er havnet i et skandalesag. Over et dusin kvinder anklager klubbens mandlige ansatte for at udsætte dem for seksuel chikane på en arbejdsplads, som de beskriver som passiv-aggressiv, manipulerende og fjendtlig.
Torsdag kunne det amerikanske medie The Washington Post berette om et giftigt mandsdomineret miljø hos Washington Redskins, som chikanerer deres kvindelige ansatte seksuelt og verbalt, og bruger dem til at tiltrække mandlige klienter. Rob Carr/Getty Images/AFP/Ritzau Scanpix
»Tag en stram kjole på til mødet så mændene har noget at se på.«
Sådan lød en helt almindelig besked fra Emily Applegates overordnede, der bad hende om altid at gå i høje hæle og flirte med mandlige klienter. Og sådan nogle kommentarer var grunden til, at hun, og andre kvindelige kollegaer, flere gange brød grædende sammen på arbejdspladsen.
Emily Applegate begyndte at arbejde hos den amerikanske fodboldklub Washington Redskins i 2014. Hun, og adskillige andre kvinder, fortæller, at de er blevet udsat for seksuel og verbal chikane på deres tidligere arbejdsplads. De beskriver et mandschauvinisk miljø, hvor overordnede blandt andet brugte kvindelige ansatte til at tiltrække mandlige klienter.
I alt er 15 kvinder stået frem til det amerikanske medie The Washington Post for at fortælle om deres oplevelser, hvor fem mandlige ansatte anklages.
Tag en stram kjole på til mødet, så mændene har noget at se på.
»Bare rolig, det er en hæftemaskine i min lomme«
En af anklagerne er mod Richard Mann II, vicedirektør for det professionelle personale, som i en SMS til en kvindelig ansat skriver, at hun kan forvente et »upassende kram« fra ham:
»...Og bare rolig, det er en hæftemaskine i min lomme, intet andet,« lyder den næste besked.
I et udsnit af en længere tekstkorrespondance mellem Richard Mann II og en kvindelig ansat spørger han hende flere gange, om han må tage hende bagpå. Han skriver også, at han har haft diskussioner med kollegaer om, hvorvidt hun har silikonebryster.
Det er kun Emily Applegate, der står frem ved navn. De resterende 14 kvinder ønsker at forblive anonyme.
»Det var den mest forfærdelige oplevelse i mit liv,« siger Applegate om det år, hun arbejdede for klubben.
Redskins' ejer, Daniel Snyder, har afvist at stille op til interview med The Washington Post, men fodboldklubbens advokat skriver i en skriftlig kommentar, at de tager anklagerne seriøst og vil undersøge dem nærmere.
Ingen af kvinderne anklager Dan Snyder eller tidligere direktør Bruce Allen for upassende tilnærmelser, men udtrykker, at de formoder, at begge mænd godt vidste, hvad der foregik.
»Jeg formoder, at Bruce Allen vidste det, fordi han sad ni meter fra mig og så mig hulke ved mit bord flere gange om ugen,« siger Applegate.
Redskins ejer, Daniel Snyder, har afvist at stille op til interview med The Washington Post. Patrick Smith/Getty Images/AFP/Ritzau Scanpix
Flere kvinder siger, at selvom Dan Snyder ikke gjorde tilnærmelser til kvindelige ansatte, var det umuligt at gå til HR-afdelingen, da hele arbejdsmiljøet var »passiv-aggressivt, manipulerende og fjendtligt«.
Richard Mann og Alex Santos, direktør for det professionelle personale, er begge blevet fyret fra klubben, efter at The Washington Post fremlagde beskyldningerne. Kommentator Larry Michael har offentliggjort, at han går på pension – få timer efter, at det amerikanske medie anmodede om et interview med ham omkring beskyldningerne.
Sagen kommer samtidig med, at holdet fra Washington er ved at udskifte sit logo og navnet Redskins. I forbindelse med den voldsomme racedebat i USA er holdet kommet i fokus, og ledelsen er i øjeblikket i gang med at finde et nyt navn og logo.