Lørdag flygtede titusindvis af indbyggere fra byen New Orleans og de nærliggende områder af den amerikanske delstat Louisiana.

Det er præcis 16 år siden, at New Orleans blev ramt af en af de mest dødbringende begivenheder i landets historie – orkanen Katrina, der kostede flere end 1.800 mennesker livet.

Og mens den triste årsdag huskes i USA, blinker alle lamper igen rødt hos de amerikanske myndigheder og medier: Orkanen Ida er på vej.

Derfor flygter indbyggere, der bor omkring Louisianas kystområde – herunder New Orleans – i massevis. Orkanen ventes også at ramme mindre dele af nabostaterne Mississippi og Texas, og derfor blev indbyggere fra flere områder i Louisiana og Mississippi lørdag pålagt at forlade deres bopæl.

Det skriver flere internationale medier – heriblandt nyhedsbureauet AP, The New York Times, The Guardian, The Daily Mail og BBC.

Artiklen fortsætter under billedet.

Tæt trafik på en motorvej ud af New Orleans – indbyggere fra de orkantruede områder er blevet bedt om at forlade deres hjem.
Tæt trafik på en motorvej ud af New Orleans – indbyggere fra de orkantruede områder er blevet bedt om at forlade deres hjem. Dan Anderson/EPA/Ritzau Scanpix

Allerede inden weekenden advarede de amerikanske myndigheder mod orkanen, der forventes at ramme sydstatskysten søndag eftermiddag og aften amerikansk tid.

Siden har der hersket kaos i flere områder – lørdag var motorveje ramt af store trafikpropper, og alle fly ud af New Orleans blev aflyst. Flere steder forbereder indbyggere sig på de enorme mængder af vand, der snart rammer, ved at skærme vinduer med træ.

Artiklen fortsætter under billedet.

En indbygger i New Orleans forberedte sig lørdag på orkanen ved at sætte krydsfinerplader for sit butiksvindue.
En indbygger i New Orleans forberedte sig lørdag på orkanen ved at sætte krydsfinerplader for sit butiksvindue. Marco Bello/Reuters/Ritzau Scanpix

Lars Høg Schou, operativ chef i den danske Beredskabsstyrelse, sagde søndag til TV 2 News, at man forventer 500 millimeter nedbør fra orkanen Ida. Til sammenligning falder der omkring 750 millimeter nedbør i Danmark på et helt år.

Rammer formentlig »det værste sted«

På kort tid er orkanen blevet klassificeret som en kategori 4-orkan, hvilket ifølge et lokalmediet i New Orleans blandt andet betyder, at den kan forårsage »katastrofale skader«. Det berørte område kan dermed være ubeboeligt og plaget af strømafbrydelser i uger eller måneder efter.

Da orkanen Katrina ramte i 2005, var det med en styrke, der blev klassificeret i kategori 5.

Artiklen fortsætter under billedet.

New Orleans, som byen så ud omkring to uger efter, at orkanen Katrina i 2005 havde hærget området.
New Orleans, som byen så ud omkring to uger efter, at orkanen Katrina i 2005 havde hærget området. Bob McMillan/Reuters/Ritzau Scanpix

Alligevel har Lousianas guvernør, John Bel Edwards, har advaret om, at orkanen kan blive den den kraftigste, der har ramt delstaten i 150 år, og at den dermed vil overgå Katrina. Det skyldes blandt andet, at orkanen Ida hele tiden tager til i styrke.

Ifølge nyhedsbureauet AP frygter flere, der er eksperter i orkaner, at den vinkel, som orkanen Ida forventes at ramme kysten med, er farligere end den, som orkanen Katrina dengang havde.

Brian McNoldy, der forsker i orkaner ved University of Miami, sagde lørdag til AP, at prognosen viser, at orkanen vil ramme det »værste sted«, en orkan kan ramme.

En af grundene til, at orkanen Katrina endte med at blive en af de mest dødbringende naturkatastrofer i USAs historie og koste delstaten milliarder af dollar, var ifølge flere medier, fordi delstaten ikke var sikret godt nok, og det betød, at mange dæmninger brød sammen.

Siden orkanen Katrina har USA brugt 14,5 milliarder dollar på blandt andet pumper, sluser og dræningssystemer. Derfor er det heller ikke forventningen, at orkanen Ida vil forårsage nær så mange dødsfald eller omkostninger som Katrina, der kostede omkring 176 milliarder dollar i skadeomkostninger.