Abortkrig i USA: Gravid kvinde skudt i maven – og fængslet for fosters død

Marshae Jones skød ikke. En anden person skød hende i maven, og hun mistede det fem måneder gamle foster. Men hun skulle have passet bedre på, siger politiet i Alabama, og fosteret er det reelle offer. Derfor er hun nu fængslet for manddrab.

En kvinde er fængslet, efter en rival skød hende i maven, og hun tabte sit barn - hun skulle have passet på barnet, siger politiet. Det er endnu et udtryk for krigen mod gravide kvinder og abort i USA, siger kritikere. Billedet er fra den eneste overlevende abortklinik i Kentucky. Foto: Søren Bidstrup. Søren Bidstrup

Er Marshae Jones et offer? Eller en drabskvinde?

Hun var gravid og kom i klammeri med en anden person, som skød hende i maven, og fosteret døde. Skudpersonen slipper for straf, mens myndighederne nu fængsler Jones for drab på sit ufødte barn. Som gravid skulle hun ikke komme i klammeri, siger de, og dermed er pokker løs.