At der er problemer i Irak turde være de fleste bekendt. Nu bekræfter en statusrapport, leveret til USAs Kongres, at en række mål ikke er nået, herunder spørgsmålet om fordelingen af olieindtægter blandt Iraks befolkningsgrupper og sikkerhedssituationen, som man jo kun skal følge perifert med i nyhedsstrømmen for at indse problemerne med.
Spørgsmålet er så, hvordan USA skal reagere på det faktum, at Irak-aktionen fortsat ikke er blot tæt på at være fuldført eller vellykket? Demokraterne i Kongressen mener tilsyneladende, at man skal tage benene på nakken og trække sig ud i en fart. I hvert fald stemte et snævert flertal forleden nat for, at de fleste amerikanske tropper skal være ude senest 1. april næste år. Det gjorde de velvidende, at det næppe bliver tilfældet, eftersom præsident George W. Bush givet vil nedlægge veto mod beslutningen.
Det demokratiske kongresflertal har fuld ret til at presse præsident Bush i Irak-spørgsmålet, og det er heller ikke for meget sagt, at den USA-ledede operation i Irak har været et plagsomt eventyr, blandt andet som følge af en for dårlig militær strategi fra Bush-administrationens side. Kritik er derfor på sin plads, men i de aktuelle overvejelser har præsidenten ret det vil være både tåbeligt og uansvarligt af USA at stikke af fra problemerne i Irak netop nu.
Og hvorfor så det, når det så indlysende ikke er lykkedes hverken at skabe politisk, sikkerhedsmæssig eller økonomisk stabilitet i Irak, hvor morderbander, militser og terrorister dagligt tager livet af snesevis af civile og soldater, og hvor regeringen ikke fungerer effektivt? Fordi konsekvenserne af at trække sig ud af Irak netop nu er uoverskuelige. En tilbagetrækning vil være et brud på det budskab, der har været bærende, siden irakerne selv overtog det politiske ansvar i landet og FN blåstemplede den internationale militære tilstedeværelse. Nemlig at den USA-ledede koalition bliver i Irak, så længe den irakiske regering ønsker det.
En tilbagetrækning vil meget vel kunne karakteriseres som et moralsk svigt, og det vil være en uansvarlig udgang på Irak-krigen hvilket selv modstanderne af den oprindelige krigsbeslutning burde kunne tilslutte sig. Ikke mindst fordi der er en overhængende risiko for et regulært blodbad, en uddybet borgerkrig der breder sig ud over landets grænser og en mulig opsplitning af Irak, hvis USA trækker sig, uden at opgaverne i Irak er løst. Det var blandt andet, hvad den amerikanske ambassadør i Irak, Ryan C. Crocker, gav udtryk for i et interview forleden.
Så i stedet for at lade indenrigspolitiske spilfægterier afgøre udgangen på Irak-aktionen burde politikerne i Washington D.C. også de Demokratiske, der gerne ser Bush-administrationen i fedtefadet vente på den endelige rapport om forholdene i Irak, som general David H. Petraeus sammen med ambassadør Crocker leverer i september. I rapporten vil man blandt andet evaluere den troppeforstærkning, Bush sendte til Bagdad tidligere pååret, og alt hvad præsidenten lige nu beder om er, at man afventer dens konklusioner, inden man agerer. Det er vel ikke for meget at bede om i en sag, hvor så utrolig meget står på spil?
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
