Undgå gælds-tømmermænd efter nytår

Danskerne låner omkring fem milliarder kroner i banken til årets juleindkøb. Se her hvordan du undgår de værste gældstømmermænd.

Der er fuld fart på forbrugsfesten i disse uger, og danskerne har travlt med at stifte gæld for at finansiere juleræset. Banklånene ryger i vejret - de samlede forbrugslån i banken løber i år op i omkring 143 milliarder kroner - og der er også fart på låntagningen uden for bankerne.

Her er det især blankolånene – lån uden sikkerhedsstillelse – som tegner sig for væksten i den såkaldte forbrugerkredit. Alene på et år har der ifølge Forbrugerrådet været en vækst på næsten to milliarder kroner i disse lån.

Der er imidlertid voldsom prisforskel på lån og kreditkøb, og Forbrugerrådet har derfor opstillet fem råd for, hvordan du kan undgå de værste gældstømmermænd:

1. Undersøg markedet før du låner. Start eventuelt på pengepriser.dk, hvor du kan sammenligne priser blandt de fleste banker i Danmark. Vær kritisk da der ofte er en række forudsætninger knyttet til de forskellige tilbud.

2. Sammenlign ÅOP – forkortelsen for årlige omkostninger i procent – efter skat for de forskellige lånetilbud. Det giver det bedste billede på de reelle omkostninger ved forskellige lån.

3. Vær klar over at du ofte kan forhandle både rentesats og gebyrer ved forskellige lån.

4. Du kan altid indfri et lån i en bank eller et finansieringsselskab. Det gør du ved at indbetale det skyldige beløb. Du kan altså let komme ud af et lån, du har fortrudt.

5. Det kan føles som en snagen i privatlivet at blive kreditvurderet. Men desto mere kreditværdig du er, desto billigere et lån kan du få. Har du dyre hurtiglån eller kontokort kan en kreditvurdering være en lav pris at betale for at få dem erstattet med et billigere lån. Skulle banken nå frem til, at du ikke er kreditværdig, bør det få alarmklokkerne til at ringe. Så har du formentlig en usund økonomi som du bør gøre noget ved.