Uløst tyrkisk dilemma

Det vil være klogt, hvis Tyrkiets magthavere udpeger en sekulær præsident

Med knap 47 procent af stemmerne på det islamisk inspirerede AK Parti tyder alt på, at Tyrkiets premierminister i de næste fem år fortsat hedder Recep Tayyip Erdogan. Premierministeren måtte udskrive valg i utide, fordi hans plan om at indsætte partifællen, udenrigsminister Gül som ny præsident ikke opnåede tilstrækkelig støtte. Dette skete i kølvandet på et forløb, hvor Erdogan havde bragt sig i et modsætningsforhold til hele den sekulære elite, oppositionen, den afgående præsident og det magtfulde militær. En stor del af den tyrkiske befolkning og et opmærksomt EU følger selv det mindste trin og er reelt bekymret ved udsigten over, at ét parti ikke bare sidder på regeringen, men også præsidentposten. Frygten er, med historikeren Lord Actons ord for 120 år siden, at »Magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut«. En total dominans af AK Partiet vil føre til en opslidende politisk kamp de næste fem år, som vil kunne blokere for et fokus på fortsatte reformer, mellem et samfund opsplittet i to godt lige store halvdele. Det vil ogsåøge frygten for den sekulære stats fremtid, idet præsidenten er sat til at beskytte den sekulære stat mod religiøse anslag. Derfor har præsidenten også magt til at nedlægge veto over for parlamentets vedtagelser, og præsidenten kan afvise regeringens politiske udpegninger af bl.a. dommere. De forløbne fem år har vist eksempler på, at der har været tendenser til at pille ved statens sekulære fundament. Alene af den grund og så selvfølgelig fordi AK Partiet ikke har over halvdelen af stemmerne ville det være klogt, hvis der blev udpeget en ny præsident, hvis sekulære overbevisning ikke kan antastes og som nyder bred anerkendelse i Tyrkiet. Hele denne politiske runddans har samtidig afsløret, at Tyrkiet endnu ikke er et normalt parlamentarisk demokrati, idet landets militær har raslet med sablerne. Dette er principielt uantageligt i et demokrati, hvor militæret til enhver tid må være underlagt civil, politisk kontrol. Forløbet viste, at militæret har en betydelig selvbevidsthed, dog ikke som for ti år siden. I 1997 fik militæret reelt afsat og forbudt det klart islamistisk inspirerede regeringsparti, der sågar havde talt pænt om Irans forbryderregime. Der er vi langt fra i dag. AK Partiet har primært stået for en reformkurs, og det bør fortsætte, ligesom militæret må forblive i kasernerne, som det sig hør og bør i et demokrati.

Frugterne af de økonomiske og politiske reformer har AK Partiet høstet, så landet har kvalificeret sig til en forhandlingsproces med EU. Disse forhandlinger vil ganske vist tage mange år og vil ikke med sikkerhed føre til medlemskab, men de repræsenterer en forhåbning om, at Tyrkiet ad åre bliver et normalt europæisk land. Det er landet endnu ikke i dag, hvilket forløbet viser. Men hvis AK Partiet med troværdighed fortsætter den reformkurs, som har været gældende de sidste fem år, så vil det virke til fordel for den menige befolkning, idet markedsøkonomi, demokrati og retsstatsprincipper vil fremme den enkeltes personlige frihed og gøre en tættere tilknytning til EU mulig i fremtiden.