Udbrud i udbud

Musik: Gunnar Berg: Éclatements.

Modernismen lever ikke længere. I dag skal alt være så pænt, så genialt, så romantisk. For eksempel køber mange unge komponister en computer og vælger først den ene lyd, så den anden lyd, så den tredje… Sådan gjorde en modernist som Gunnar Berg ikke: Han satte sig nogle faste rammer i form af tal og formler og lod dem vælge lydene. Resultatet er gennemført demokratisk. Tonerne afbryder, modsiger, dementerer hele tiden hinanden – her har alle klaverets tangenter lige ret. Og da komponisten sjældent selv har valgt dem i almindelig forstand, er han ikke vigtigere end lytteren. Kort sagt: Erik Kaltofts suveræne fortolkninger af de 13 satser ved navn »Éclatements« fra årene 1954 til 1987 bliver aldrig folkemusik. Men de bærer vidnesbyrd om musikhistoriens mest spændende epoke og står som sæsonens skæveste perle og mest velkomne stykker antijulemusik. Søren