Kvindelig iransk-født debattør: »DRs hijab-udsendelse bør trækkes tilbage«

DR har sendt 11-årige Dicte til Iran for at prøve »den smarte« hijab-mode. Nu raser debattører mod DRs »politiske manipulation og manifest for præsterne i Iran.«

DR skriver på dr.dk, at man sender en udsendelse på ungdomskanalen DR Ultra om den 11-årige Dicte, der rejser til Iran. Det fremgår af dr.dk, at Dicte er træt af danskernes kedelige H&M-tøj og er taget til Iran for at blive inspireret af smart kvindemode som hijab. Serien er lavet af produktionsselskabet »Made by Us« og har titlen »Dicte tester mode i Iran« og den kan ses under modeugen i København. I serien siger Dicte:

»Jeg er ude og rejse lige nu, fordi at jeg rigtig gerne vil ud og se hvordan kvinderne her i Iran går klædt i mode og fashion. I Iran må man kun vise sit ansigt og sine hænder. Men jeg har set på Instagram, at man godt kan se rigtigt sådan lækker ud med sit tørklæde. I Danmark går vi lidt allesammen i det samme H&M-tøj, ikk’? Så jeg vil gerne tjekke moden ud i Iran«.

Serien sker på baggrund af den tragiske situation for kvinder i Iran. Situationen for kvinder i Iran er fortvivlende, men dette berøres på intet tidspunkt i serien. Ifølge Amnesty Internationals årsrapport for 2016-2017 har de iranske myndigheder forstærket angrebene på kvinders rettigheder. Den revolutionære Garde bruger terror og fængsel for at skræmme kvinder og rettighedsforkæmpere. Det indgår, ifølge Amnesty International, i intimideringen, at tvungen tilsløring ved hjælp af hijab er en del af undertrykkelsen og at paramilitære styrker nøje overvåger, at mode-reglerne overholdes.

Samfundsdebattør og talskvinde for organisationen Frit Iran, Taleh Javakoli, der er født i Iran, siger til Berlingske: »At tage til et land, hvor kvinder bliver tvunget til at tage hijab på, et land der anholder, pisker eller fængsler kvinder, der ikke er tækkelige nok, for så at hylde tildækningen af kvinden, er en katastrofe for ligestillingen i mit fødeland. Men det er sådan set også at hylde diskrimination af kvinden generelt, for det er et kønsbestemt klæde. Har du en vagina skal du tage den på.«

Firoozeh Bazrafkan er en iransk-født billedkunstner og debattør:

»Vores licenspenge bliver brugt til at promovere tvunget kvindebeklædning som normaliseres gennem dansk børne-tv. Som noget helt specielt og smukt!! Ikke et ord om kvinder og piger helt ned til børnehaveklasser, som kan blive straffet med bøder eller i værste tilfælde en tur bag tremmer for ikke at overholde love. Hvorfor skal vore børn indoktrineres med, at kvinder og piger har et frit tøjvalg? Det er usmageligt og usolidarisk over for persiske kvinder og piger. Børneprogrammet har i den grad lavet politisk manipulation og er et manifest for præsterne i Iran. Programmet bør trækkes tilbage og DR bør lave en udsendelse om den negative baggrund for hijab og anden kvinderundertrykkende mode.«

Du kan læse svaret fra DRs redaktør Morten Skov Hansen her.