Turbo sparer benzin

Normalt forbinder vi turbo med en teknik, der nok giver væsentligt flere kræfter, men samtidig øger tørsten.

Men stadig flere bilfabrikker bruger tvangsfodring til både at øge antallet af hestekræfter og køre længere på literen. Blandt dem VW der nu sender den ellers moderne 1,6 FSI-motor på førtidspension i Golf. I stedet får vi en 1,4 liters motor, der også har direkte indsprøjtning, men samtidig er turboladet. Resultatet svarer populært udtrykt til at få i både pose og sæk: Effekten stiger fra 115 til 122 hk, mens forbruget falder fra 15,2 til 15,9 km/l. Især drejningsmomentet, altså motorens evne til at sejtrække, nyder godt af turboen. I tørre tal øges momentet med en tredjedel – fra 155 til 200 nm – hvilket kan oversættes til hurtige overhalinger og kræfter nok til at trække campingvognen. Prisen er måske den største overraskelse. Til 285.000 kroner inklusive levering for billigste Golf 1,4 TSI, som nyheden hedder, koster turbomotoren ikke ekstra.