Tudefjæsenes storhedstid

Er jeg mon den eneste, der synes, det er chokerende, ja nærmest dårlig opdragelse, at udvise så stor en utaknemlighed, at man ikke bare kan være glad for det liv, man nu engang har fået forærende, bare sådan som et usandsynligt lyn fra en klar himmel? Skulle det virkelig ikke være nok? Overhovedet ikke. Livet tager vi da for givet.

Tegning: Kamilla Christiansen Fold sammen
Læs mere
Taknemmelighed! Det er et ord, der godt kan fremkalde en hel det øjenrulninger og suk hentet helt nede fra fodsålerne.

Det er et af de ord, der minder én om det helt urimelige »tænk på de sultne børn i Afrika«, som man skulle høre som lille, bare fordi moster Ida ikke kunne finde ud af at lave anden mad end den, der får et barns tunge at gemme sig nede i halsen af skræk.

Der er også en snigende skygge af religiøsitet, der lurer bag ordet taknemlighed. Hvor man ser brugeren stå som Oliver Twist, patetisk lille, vendt med blanke øjne op mod Gud og med rystende hænder modtage det, der bliver givet.

For ikke at nævne den grusomme forbindelse der er mellem det ord og bløde julegaver fra en eller anden tante med forkærlighed for det strikkede.

Det er i det hele taget så upopulært et ord, at jeg skal fremmane mod til at bruge det, i rædsel for de skældsord man kunne få smidt efter sig. Det er værre end at bruge bandeord eller diverse farverige kønsdels-beskrivelser.

Men nu vover jeg pelsen!

I dag ser jeg »børnene i Afrika« hver dag. Jeg er nu ikke her, fordi jeg tænkte synderlig meget på dem dengang, jeg var lille. Nok fremkaldte det et billede i mit hoved af et barns tynde arme, en stor sulten mave, tårer og fluer på deres udmagrede ansigt, som vi havde set det på fjernsynet, men billedet blev ikke hængende. Jeg tog ikke ordene mere alvorligt end de andre børn, der løgnagtigt fortalte deres venner i skolen, at de havde turdet svare deres moster: »OK, så kom med en kuvert, så sender vi den stegte lever og den stuvede spinat til dem dernede«.

Jeg kan bare ikke undgå at se de børn, fordi jeg jo trods alt bor i Afrika i dag.

Nu vil jeg ikke kalde Tanzania et tredjeverdensland på den måde, som den vestlige verden gør det, men det kan jo diskuteres en anden gang. Én ting er dog sikkert, og det er, at et barn i Danmark, fra det øjeblik det bliver født, som udgangspunkt har en sikrere, mere forkælet og på så mange måder friere fremtid end de små støvede fem-seks-årige unger, der griner, vinker og råber til mig, at de vil have et lift op ad bakken, hver gang jeg kommer kørende forbi dem på vej hjem til min lille hytte. I Danmark regner vi ikke med, at et barn på fem år skal kunne snøre sine egne sko. Hvis du derimod er maasai, eller som i tilfældet med dem, der bor omkring mig, mwaarusha, har du i den alder allerede hele ansvaret for at tage en flok geder, får eller køer ud på græs og hjem igen. I den retning fortsætter deres liv så, og skole er ikke altid en mulighed. Det er der for så vidt ikke noget mærkeligt i for en som mig der bor her, for samtidig med at jeg elsker dette land, accepterer og respekterer jeg verdensdelenes, landenes, forskellige kulturelle og historiske nutid.

Det, der for mig er mystisk, er, at det forekommer mig at både mwaarusha-barnet og dets forældre har en langt større og nu kommer det så taknemmelighed end det, jeg ser og hører, når jeg kommer til den »luksuriøse« del af verden.

Kan det tænkes, at Mwaarusha-moderen var bedre til at få sit barn til at forstå, hvor heldigt det var at det fik mad ved at sige »tænk på de stakkels børn i Europa, de spiser så usund mad, at de er blevet helt blege i sulet«? Det må jo være sådan, for hvordan kan det ellers være, at det er så tydeligt for mig at se, at de fleste mennesker fra den industrialiserede verden er så meget mere utaknemlige end mine naboer her, der bor i små hytter med vægge lavet af kolort og hvis sko er erstattet af deres egne hårde hud.

De færreste jeg møder, der kommer fra en privilegeret baggrund i denne sammenhæng er det f.eks. hele Danmarks befolkning holder sig fra ustandseligt at beklage sig. Enten hugger staten deres penge, eller ogsåømmer de over sig selv, fordi de ikke har tid til noget, eller de går de i evig negativt selvsving over deres forfærdelige barndom, der har forhindret dem i det ene og det andet, eller måske er de sure over, at deres nabo får noget, de ikke får. Det skulle endda ikke forbavse mig, hvis, langsomt men sikkert, selv Danmark hvilket de fleste af os ville have forsvoret for nogle år siden er på vej hen imod den amerikanske ide om, at hvis du snubler, stangberuset på vej hjem efter en julefrokost, og slår hovedet på gaden, så er det en andens skyld, fordi fortovet ikke var bredt nok.

Sker det i Danmark, er tudefjæsenes storhedstid begyndt også der.

Det ligger jo nok i den menneskelige natur at blive en smule utaknemlig og grådig gennem dannelse, mættet mave og tryghed, der ligger faretruende tæt på kedsomhed (og vi må endelig ikke glemme at lige netop penge, det at nogen har betalt for noget, kan fremkalder de mest utrolige forventninger og højrøstede menneskelige krav). Det er mærkeligt, men det slår mig, at det virkelig er sådan landet ligger.

Jeg har tit studset over, at enhver af de »store og lærde« religioner, vi har på kloden, lover evigt liv på den ene eller den anden måde, om det så er gennem reinkarnation eller en videre kropsbefriet rejse. Vores liv her er altså blot en forsmag på den fantastiske hovedret, der består af evigt liv med skysovs serveret til overflødighedshornets trompeteren.

Er jeg mon den eneste, der synes, det er chokerende, ja nærmest dårlig opdragelse, at udvise så stor en utaknemlighed, at man ikke bare kan være glad for det liv, man nu engang har fået forærende, bare sådan som et usandsynligt lyn fra en klar himmel. Skulle det virkelig ikke være nok? Overhovedet ikke. Livet tager vi da for givet, og det er for øvrigt for møguretfærdigt, at vi skal dø. Ingen lærer os taknemlighed for vores hjertes banken.

Nu har jeg aldrig selv været død, men hvis der er noget mere end dette liv, så kan jeg kun sige, at så bliver jeg endnu mere målløs over eksistensens overflod, end jeg i forvejen er.

Kan der for øvrigt være noget om, at den vestlige verdens evige retningstro idé om, at skole, uddannelse, penge, tøj, bil, hus, ting, gæld i den rækkefølge som vi holder så højt og faktisk påtvinger den såkaldte »tredje verden« og det, vi synes er deres hårde og utilgivelige tilværelse, ikke altid og under alle omstændigheder fører til en større lykke for alle?

Kunne det alligevel tænkes, at det, der er så dejligt i Danmark som f.eks. at ethvert barn kan få en uddannelse, kan komme til lægen, få mad, ikke behøver at arbejde, har rent vand at drikke, ikke skal gå i to timer for at komme i skole, ikke får sine kønsdele lemlæstede i traditionelle ceremonier og ikke fryser en gang imellem bliver husket af forældrene med stor glæde?

Kunne man oven i købet forestille sig, at det voksne individ, at den trods alt forkælede dansker, kunne bruge bare et lille øjeblik en gang imellem på at gøre det, som på engelsk hedder »to count your blessings«?