Tronen er tom efter J.K. Rowling

Harry Potter-fænomenet viser, at den virkelige succes kræver magi og ikke smarte kalkuler

Lige nu er alle forlag i verden på jagt efter J. K. Rowlings efterfølger. Hvem kan præstere den nye globale salgssucces for børn?

At alle kigger efter »den næste Potter« er strengt taget ikke noget nyt. Forlag og branchefolk har slået på tromme for et utal af forskellige fantasy-forfattere, siden Pottermania for alvor tog fart for 6-7 år siden. Det er forblevet ved bulder og brag. Ikke ét navn har formået at gøre sig til blot en lille smule tronprætendent.

Den engelske forfatter Philip Pullman bliver nævnt i flere sammenhænge, og hans storladne trilogi om pigen Lyra, der færdes i parallelle verdener til vores egen, er da også kvalitetsmæssigt noget af det bedste, der er skrevet for de lidt større børn i fantasy-genren i nyere tid. Til efteråret kommer første bind som film.

Men selvom det er god tone blandt mange litterater kun at anerkende Harry Potter-bøgerne med visse forbehold, så viser en sammenligning alligevel, hvor unikke de er. Pullmans bøger er meget alvorlige. De er kosmologisk og metafysisk komplekse. Rowlings bøger er også alvorlige. De tager de allerstørste spørgsmål op, men de gør det på en ubesværet måde, hvor de samtidig henvender sig til læseren på en masse andre niveauer: humor, hverdagsrealisme, detaljerigdom, psykologisk udvikling osv. Man kan blive ved. De er utroligt facetterede. Og så er Pullmans serie i øvrigt også slut. Den udkom i årene 1995-2000. I tilfældet Rowling bevægede vi os i den unikke rytme, at en hel verden læste, mens forfatteren skrev. Man ventede på bøgerne én efter én, og de læsende børn blev ældre i takt med Harry, Hermione og Ron.

Diskussionen om »arvefølge« vil tage til nu, hvor Harry Potter-serien er afsluttet og der dermed bliver et hul. Hvis det da er et hul. For spørgsmålet er jo, om Harry Potter-bølgen er et engangsfænomen, der aldrig vil komme igen, i hvert fald ikke helt på samme måde.

Man kan roligt fastslå, at den, delvist netbaserede, globale børne- og ungdomskultur er kommet for at blive. Rammen for en ny Potter vil derfor være der. Men hvilken genre kunne den tænkes at blive? Iagttagere henviser til fantasy, fordi den netop ved at lave sin alternative verden kan bevæge sig frit mellem de regionale kulturer, hvilket er sværere for realisme, der altid vil være farvet af sit oprindelsessted. Argumentet forekommer ikke helt tvingende. Verdenslitteraturen rummer mange eksempler på, at romaner, der tager et meget lokalt udgangspunkt, har haft en universel appel. Og netop en realistisk serie vil måske have lettere ved at træde ud af Rowlings skygge.

Den opbyggelige pointe i hele denne historie er, at ligesom man ikke kunne have forudsagt Harry Potter-fænomenet, kan man ikke planlægge sig frem til en succesfuld arvtager. Der er ingen faste formler, det er ren magi, som ikke lader sig eftergøre af den første, den bedste Muggler. Og det er nok en meget god lære til vores epoke og dens overtro på koncepter og kalkuler.